Danmarks største gasfelt kunne have udledt 30 pct. mindre CO2

Hvis det nye Tyra-felt blev elektrificeret efter Hywind Tampen-modellen, ville det blive langt mindre kulstofudledende. Det viser nye beregninger fra analysehuset Wood Mackenzie. "Det var for dyrt," siger Totals Nordsø-direktør, Patrick Gilly.
En visualisering af det nye Tyra-felt, som ventes klar i 2022. Nu viser tal fra analysehuset Wood Mackenzie, at løsningen kunne have været en hel del mindre miljøskadelig, hvis man havde fulgt norske eksempler. | Foto: Total S.A. / PR
En visualisering af det nye Tyra-felt, som ventes klar i 2022. Nu viser tal fra analysehuset Wood Mackenzie, at løsningen kunne have været en hel del mindre miljøskadelig, hvis man havde fulgt norske eksempler. | Foto: Total S.A. / PR

Den danske olie- og gasindustri kan med fordel lade sig inspirere af den norske. I hvert fald når det gælder elektrificering af offshore-platforme.

Det slog Amy Bowe fast ved en konference hos brancheorganisationen Olie Gas Danmark. Hun er direktør for upstream-rådgivning hos analysehuset Wood Mackenzie, der har arbejdet for at påvise, hvor stor en CO2-reduktion forskellige projekter har formået at skabe ved at elektrificere.

Det norske kæmpefelt, Johan Sverdrup, har potentialet til at reducere emissionerne med helt op til 90-98 pct. over sin levetid ved at trække kabler fra land til vand.

"Det betyder, at de eneste udledninger fra Johan Sverdrup stammer fra boringer, flaring og metantab," siger Amy Bowe.

Også Equinors flydevindprojekt Hywind Tampen har et stort reduktionspotentiale på Snorre- og Gullfaks-felterne qua den planlagte elektrificering, når det efter planen går i drift fra 2022.

Her drejer det sig om besparelser på mellem 20 og 25 pct., viser beregningerne fra Wood Mackenzie.

Gode muligheder i Danmark

Og selv om det skal med i regnestykket, at Norge får næsten al sin strøm fra billig vandkraft, hvilket øger muligheden for at reducere ved elektrificering, så er der også meget at hente ved at elektrificere danske felter i Nordsøen.

"Vi ser er et stort potentiale i at integrere danske offshore-platforme med vedvarende energi i stil med det, man gør på Hywind Tampen-projektet. Det skyldes både, at der er store vindressourcer i Danmark, og at der er relativt lavvandet," siger Amy Bowe.

Et sted, hvor elektrificering f.eks. kunne have gjort en stor forskel, er på Tyra-feltet, hvor Total er operatør.

Tyra indeholder Danmarks største gasreserver, og netop nu er feltet ved at blive genopbygget for 21 mia. kr.

Genopbygningsarbejdet udgør den største investering nogensinde i Nordsøen.

Men Wood Mackenzies foreløbige beregninger viser, at Tyra-feltet kunne have skabt CO2- og intensitetsreduktioner på op til 30 pct. i produktionen, hvis man havde valgt en elektrificeringsløsning.

Konklusionen er bygget på en antagelse om, at vedvarende energi skulle udgøre 35 pct. af strømforsyningen til Tyra, som det er planen med Hywind Tampen.

"Men nu er genopbygningen jo i gang, så det er nok lidt for sent," konstaterer Amy Bowe.

Tyra-feltet kunne teoretisk set have skabt CO2-reduktioner på op til 30 pct., hvis elektrificering havde været tænkt ind i konceptet. Det viser beregninger fra Wood Mackenzie.
Tyra-feltet kunne teoretisk set have skabt CO2-reduktioner på op til 30 pct., hvis elektrificering havde været tænkt ind i konceptet. Det viser beregninger fra Wood Mackenzie.

Blev undersøgt

Total havde da også elektrificering med i sine overvejelser omkring planlægningsarbejdet af det nye Tyra-felt. Det siger Patrick Gilly, som er direktør for selskabets aktiviteter i Nordsøen.

Wood Mackenzie anslår, at Tyra-feltet potentielt kunne skabe CO2-reduktioner på op til 30 pct., hvis feltet bliver elektrificeret. Hvorfor gør I ikke det?

"Det var en mulighed, som vi undersøgte. Energistyrelsen og Energinet var også inde over det. Men på det tidspunkt hvor vi skulle definere konceptet, blev ideen kasseret. Det blev betragtet som værende for dyrt," siger han.

"Jeg vil ikke afvise, at det kan være en vej at gå i fremtiden, men de rette elementer var ikke til stede for, at vi kunne gøre det til en levedygtig løsning. Og husk på, at genopbygningen i sig selv var under pres i forhold til at få en aftale på plads med myndighederne og nå frem til en ny nordsøaftale. Det ville have gjort genopbygningen nærmest umulig, hvis vi også skulle elektrificere," føjer han til.

Den elektrificeringsmodel, som Total havde mulighed for at implementere på Tyra, var for dyr, siger Patrick Gilly, som er selskabets direktør for Nordsøen. | Foto: Total S.A. / PR
Den elektrificeringsmodel, som Total havde mulighed for at implementere på Tyra, var for dyr, siger Patrick Gilly, som er selskabets direktør for Nordsøen. | Foto: Total S.A. / PR

Anerkender potentialet

Når Hywind Tampen går i drift, bliver det første gang nogensinde, at olie- og gasplatforme kommer til at få leveret strøm fra havvindmøller.

Ifølge Amy Bowe er det en af to former for elektrificering, som kan implementeres på olie- og gasplatforme i den danske del af Nordsøen.

Den anden er at trække vedvarende energi via kabler fra land, som man gør på Johan Sverdrup.

Patrick Gilly konstaterer, at Total gør sig overvejelser om de forskellige løsninger.

"I Nordsøen – og ikke kun i den danske del – ser vi på den slags nye udviklingsmuligheder. Det gælder særligt, når det kommer til mindre platforme, som er forbundet til et vigtigt center. Der er flere måder at elektrificere på fra et andet punkt. Det kan enten være fra en anden installation offshore eller fra direkte fra land. De muligheder kigger vi systematisk på fra et tidligt stadie, fordi de kan skabe energieffektivitet og reducere CO2-udledningerne," siger direktøren.

River ned efter planen

Total har imidlertid også travlt med det store genopbygningsarbejde på Tyra. Feltet blev lukket ned lidt efter midnat den 21. september. Det gik som planlagt, fortæller Patrick Gilly.

Siden har offshore-arbejderne arbejdet med at rengøre installationen. Denne fase løber frem til foråret, hvor feltet så småt skal skilles ad.

Det nye Tyra skal være klar i midten af 2022, og Total har tidligere slået på tromme for, at den nye installation kommer til at have en 30 pct. mindre udledende produktion end den hidtige. Det skal opnås ved øget energieffektivisering, og ved at reducere flaringen med ca. 90 pct.

Men hvis en norsk elektrificeringsmodel var blevet implementeret, ville fodaftrykket altså have været mindre endnu.

Udvinding driver udledning

Det er imidlertid værd at bemærke, at ca. 90 pct. af udledningerne fra et olie- og gasfelt sker i forbindelse med, at olien og gassen pumpes op fra undergrunden.

Derfor kan man f.eks. ikke sætte lighedstegn imellem det elektrificerede Johan Sverdrup-felt og lav udledning.

Og faktisk slog den norske klimaforsker Asbjørn Torvanger forleden fast, at det norske kæmpefelt kommer til at stå for omkring 40 pct. af landets samlede CO2-udledninger.

Netop nu er hele udvindings-spørgsmålet da også til overvejelse i Danmark. S-regeringen er således ved at undersøge, hvordan den skal stille sig på det politisk betændte spørgsmål om 8. udbudsrunde, hvor fire selskaber har ansøgt om lov til at udvinde olie i Nordsøen frem til 2055.

De nuværende koncessioner udløber i 2046.

Total er blandt de fire ansøgere til 8. udbudsrunde. Den franske oil major har i den forbindelse fokuseret på området omkring netop Tyra-feltet.

 

Forsker: Norsk kæmpefelt vil stå for 40 pct. af de samlede udledninger 

Nye boringer i Nordsøen rammer ned i et politisk minefelt

Total afskriver dansk havvind

Total-direktør: Vi halverer omkostningerne på Tyra

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også