Norsk analytiker ser mulighed i Ørsted-salg til Equinor

Analytiker i Sparebank 1 Markets mener, at et bud på mere end 300 milliarder vil være nok til at bringe Ørsted på norske hænder.
Ørsted kan - i hvert fald teknisk set - blive et olieselskab igen. | Foto: Magnus Holm/Politiken/Ritzau Scanpix
Ørsted kan - i hvert fald teknisk set - blive et olieselskab igen. | Foto: Magnus Holm/Politiken/Ritzau Scanpix
RITZAU FINANS

Ørsted kan være et interessant opkøbsmål for Equinor, det tidligere Statoil. Det vurderer Teodor Sveen-Nilsen, analytiker i Sparebank 1 Markets, i en analyse.

Her ser han på mulighederne for Equinors forretning for vedvarende energi, hvor han ser to muligheder: en udskillelse, som han mener, vil være at foretrække for aktionærerne, eller en hurtig vækst, der kan ske via et opkøb af en etableret spiller på området - hvilket han anser som værende en anstændig strategi.

Her regner han på Ørsted som en mulig kandidat, hvor Equinor betaler en præmie på 30 pct. i forhold til den nuværende aktiekurs. Ørsted har en nuværende markedsværdi på omkring 270 mia. kr., hvilket vil bringe et teoretisk tilbud et godt stykke op over 300 mia. kr.

"Vi oplever en øget interesse omkring Equinors forretning for vedvarende energi, og hvordan den vil udvikle sig over de næste år. Derfor har vi kigget på et hypotetisk scenarie, hvor Equinor køber det danske selskab Ørsted."

"Vi mener, at sådan et opkøb – baseret på en flere kritiske antagelser – kan have værdi for Equinors aktionærer, hvis aftalen reducerer selskabets overordnede udgifter med 1 pct.point," skriver Teodor Sveen-Nilsen i analysen.

I en uddybende kommentar til det norske finansmedie Dagens Næringsliv siger analytikeren, der her betegnes som en af de ledende analytikere af oliesektoren i Norge, at Ørsteds størrelse kan blive et problem i et teoretisk køb.

"Det vil overraske mig meget, hvis de ikke har diskuteret sådan en mulighed eller andre lignende muligheder. Men det er klart, at den høje prissætning og størrelsen på Ørsted er en hæmsko for et sådan køb," siger Teodor Sveen-Nilsen til mediet.

I dag er den danske stat største aktionær i Ørsted med en ejerandel på 50 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også