Varmeværk vil genåbne gammelt regnskab for at redde sig fra konkurs

Hirtshals Fjernvarme har fremlagt planen for at slippe ud af sin økonomiske pine og rekonstruktion. Skal planen lykkes, kræver det tilladelse fra Forsyningstilsynet.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Hirtshals Fjernvarme, der i disse uger arbejder på at undgå konkurs, er nu klar med sin redningsplan, der skal få selskabet ud af rekonstruktion.

Mens der er flere veje at gå ifølge rekonstruktionsplanen, som EnergiWatch har fået aktindsigt i, gemmer den mest nærliggende løsning sig i selskabets 2022-regnskab.

For da det stod klart for Hirtshals Fjernvarme, at det forbrugerejede selskab havde tabt 16,1 mio. kr. på elspekulation gennem selskabet Dansk Kraft Varmekapacitet (DKVK), indkasserede man gevinsten fra en portion CO2-kvoter fra sin elproduktion. Værdien svarede til tabet fra konkursen.

Afregningen med kvoterne blev dog afvist af Forsyningstilsynet, da 2022-regnskabet var aflagt som et såkaldt kombinationsregnskab. Derfor vil Hirtshals Fjernvarmes rekonstruktør Henrik Selchau Poulsen genåbne regnskabet og opdele regnskabet i en el- og varmedel. En løsning, som har været på bordet hos flere af sagens implicerede værker.

Det kræver en tilladelse fra Forsyningstilsynet, som Hirtshals Fjernvarme nu har anmodet om.

”Hvis Hirtshals Fjernvarme opnår tilladelse til at genåbne 2022-regnskabet og opdele det i et varmeregnskab og et elregnskab, vil selskabet forventeligt være solvent, hvorefter rekonstruktionen kan ophøre,” står der i rekonstruktionsplanen.

I et skriftligt svar til EnergiWatch skriver Henrik Selchau Poulsen:

”Vi har et meget fornuftigt og konstruktivt samarbejde med ledelsen i Hirtshals Fjernvarme, og indtil videre arbejder vi målrettet på en løsning, hvor kreditorerne ikke lider tab, og hvor forbrugerne berøres mindst muligt.”

Overdragelse i spil

Får Hirtshals Fjernvarme ikke lov af tilsynet til at genåbne 2022-regnskabet og bruge kvoterne til at gøre sin gæld kvit, vil selskabet gå ned ad andre veje.

Her nævnes brugen af en tvangsakkord, hvor kreditorerne tvinges til at eftergive en del af gælden, eller en betalingsudsættelse.

”Men det kræver, at der skabes en betalingsevne, som regulatorisk kan anvendes til at betale krav, som ikke kan indregnes i selskabets varmeregnskab,” står det i rekonstruktionsplanen.

Desuden undersøger rekonstruktøren mulighederne for en virksomhedsoverdragelse, fremgår det af dokumentet.

Hirtshals Fjernvarme leverer varme til omkring 85 pct. af byens indbyggere. Foruden processen med rekonstruktionen afventer varmeværket Forsyningstilsynets afgørelse om, hvordan pengene skal betales tilbage til forbrugerne.

Tilsynet kom i den seneste uge med sin afgørelse omkring et af de andre værker i sagen, Vildbjerg Varme. Her afgjorde Forsyningstilsynet, at værket skal tilbageføre 6,7 mio. kr. til sine forbrugere inden udgangen af 2025.

I alt seks værker skal tilbageføre et millionbeløb til sine forbrugere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også