Varmeværk accepterer tilsyns afgørelse trods uenighed

Med Forsyningstilsynets afgørelse anser Vildbjerg Varme hele sagen som afsluttet ifølge formand.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Vildbjerg Varme kan nu sætte et endeligt punktum i sagen, der har martret varmeværket siden efteråret 2021, hvor fejlslagen spekulation i elpriser kostede det forbrugerejede selskab millioner.

”Vi er ikke enige i afgørelsen, da vi mener det tilhører almindelig daglig drift, men vi accepterer selvfølgelig afgørelsen,” skriver Vildbjerg Varmes formand, Morten Brandt, i en mail til EnergiWatch.

Forsyningstilsynets endelige afgørelse pålægger varmeværket at tilbageføre 6,7 mio. kr. til sine forbrugere inden 2026. Selv havde varmeværket spillet ud med et forslag, hvor afregningen skulle foregå over længere tid, men Vildbjerg Varme vil ikke udfordre afgørelsen.

Sammen med fem andre værker tabte Vildbjerg Varme et større millionbeløb på at spekulere i elpriser gennem selskabet Dansk Kraftvarme Kapacitet (DKVK). Under energikrisen i 2021 gik selskabet dog konkurs, hvilket efterlod en regning på 100 mio. kr. fordelt over syv varmeværker.

Alle værker på nær Silkeborg Varme lod derefter forbrugerne betale ved at hæve varmeprisen, indtil Forsyningstilsynet satte en stopper for det og pålagde værkerne at betale forbrugerne tilbage.

Hele sagen, som EnergiWatch har afsløret, har bragt flere af værkerne ud i økonomiske vanskeligheder - blandt andet Hirtshals Fjernvarme, der pt er under rekonstruktion. Det er dog ikke på tale hos Vildbjerg Varme.

Som konsekvens af sagen frasolgte varmeværkets moderselskab Vildbjerg Tekniske Værker sin elnetsforretning til Netselskabet N1 i november 2023. De frigjorte midler er derefter blevet øremærket millionregningen til forbrugerne. Derfor afviser formanden også, at en rekonstruktion kan komme på tale for det midtjyske værk.

”Det er realistisk at tilbagebetale pengene inden 2026 med vores frie midler,” udtaler Morten Brandt.

Forsyningstilsynet er endnu ikke kommet med sin afgørelse for de resterende værker i sagen, der tæller Oksbøl Varmeværk, Sdr. Herreds Kraftvarmeværker, Snedsted Varmeværk, Hirtshals Fjernvarme og Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også