Nukleart smertensbarn bliver 25 mia. dyrere

Nye forsinkelser lurer for atomkraftværket Hinkley Point C, hvor EDF trods en garanteret pris på nu langt over det dobbelte af havvind sænker forventningerne til afkastet markant.
Foto: Darren Staples/REUTERS / X90183
Foto: Darren Staples/REUTERS / X90183
AF MAZ PLECHINGER OG VICTOR EMIL KRISTENSEN

Hinkley Point bliver helt sikkert endnu dyrere og formentlig også yderligere forsinket. Onsdagens udmelding fra EDF var bestemt ikke godt nyt for det franske energiselskab. Hvilket et kursfald i de efterfølgende timer på 6,7 pct. – svarende til et par milliarder euro i aktieværdi – da også ret tydeligt illustrerede.

Konkret meldte energiselskabet ud, at prisen for at bygge atomkraftværket bliver 1,9-2,9 mia. pund (16-24,5 mia. kr.) højere end forventet. Denne gang er det dårlige jordforhold, der får den statsejede franske udvikler EDF Energy til at hæve omkostningerne ved byggeriet fra 19,5 mia. pund (164 mia. kr.) til mellem 21,5-22,5 mia. pund (181-190 mia. kroner). Samtidig noteres det, at "den tidligere udmeldte risiko for forsinkelse i COD [leveringstidspunkt, red.] på enhed et og to (på 15 og 9 måneder respektivt) er øget".

Ifølge The Guardian udtaler EDF Energys strategiske chef, Paul Spence, til BBC Radio 4, at han ikke kan udelukke, at prisen kommer til at stige endnu mere. I et brev meddeler EDF Energys adm. direktør Simone Rossi, at den højere pris ikke kommer til at betyde, at britiske forbrugere kommer til at betale mere for strømmen, da byggeriet har en statsgaranti på salg af strøm til 92,5 pund (780 kr.) per MWh.

Nye vinde over britisk elmarked

Udmeldingen gør det svært ikke at foretage den oplagte kobling til sidste uges store, britiske energinyhed. Resultatet fra udbuddet af knap 6 GW hovedsageligt havvind.

Her var den største nyhed prisen på gennemsnitligt 40,63 pund/MWh (45,8 øre/kWh). Den er altså nu blot 44 pct. af de 92,5 pund/MWh (104,4 øre/kWh). Med den ekstra tilføjelse, at EDF er garanteret prisen på sin atomkraft i 35 år, mens havvindparkerne blot er sikret i 15 år.

Derudover er der prisen. På de tre Doggerbanke-projekter på samlet 3,6 GW, der var blandt udbuddets vindere, forventes investeringer for samlet cirka 9 mia. pund. Hvilket faktisk flugter nogenlunde med, hvad den daværende britiske regerings i 2010 forventede ville være prisen i 2020.

Til gengæld var datidens regering mindre præcise i deres forudsigelse af, hvad atomkraft ville koste. I 2008 lød forventningen hertil på 2,8 mia. pund for et indledende atomkraftværk på 1,6 GW – eller omregnet 5,6 mia. pund for det 3,2 GW store Hinkley Point C. Efter adskillige prisstigninger er den pris nu på vej mod at blive det firedobbelte.

På grund af de faste afregningspriser kommer budgetoverskridelserne dog ikke til at gå ud over de britiske forbrugerne. Til gengæld har den seneste revurdering fået EDF til at sænke sine afkastforventninger til nu 7,6-7,8 pct. Før 2017 blev der regnet med et afkast på 8,5-9 pct.

Til gengæld forventer energiselskabet fortsat at have i hvert fald første reaktor på Hinkley Point C i drift fra slutningen af 2025. Hvilket dog er lidt senere end EDF's daværende britiske chef Vincent de Rivaz' herostratisk berømte spådom fra 2007 om, at atomkraftværket ville være klar til at lune briternes julekalkuner i 2017.

Hvis den nuværende tidslinje holder, kan atomkraftværket akkurat nå at blive færdig samtidig med de sidste anlæg fra sidste uges tildeling af havmølleparker. De har således frem til 2023-25 for komme i fuld drift.

Langt fra første gang

Hinkley Point C har en kapacitet på 3.260 MW og er det første atomkraftværk, der bygges i Storbritannien i en generation.

Byggeriet, der oprindeligt skulle have stået klar i 2017, men som senere blev udskudt til 2025, har efterhånden udviklet sig til lidt af en hovedpine. Da byggeriet blev godkendt i 2016, var budgettet på 18 mia. pund (151,5 mia. kroner), men det budget er altså senerehen blevet overskredet af flere omgange.

Sidenhen gik byggeriet først 1,5 mia. pund over budget i 2017, senere kom National Grid med en business case, der påviste øgede omkostninger for 840 mio. pund i forbindelse med opgraderinger af elnettet, og nu er byggeriet så på grund af jordforhold gået yderligere op til 3 mia. pund over budget.

Kinesere vil købe sig ind i det tyske elnet

Hinkley genantænder netfejde om milliarder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Jade Gao

Kina strammer grebet om eksport af sjældne jordarter

For abonnenter

Læs også