Teslas topchef indgår atter forlig med myndighederne i USA

Elon Musk, topchef i Tesla, sætter et foreløbigt punktum i striden om vildledende tweets.
Foto: Kiichiro Sato/AP
Foto: Kiichiro Sato/AP
AF RITZAU FINANS

Elon Musk, topchefen for den amerikanske elbilsproducent Tesla, har igen fredag indgået et forlig med de amerikanske myndigheder. Dermed er striden omkring Musks twittervaner tilsyneladende ovre – i al fald for nu.

Det skriver Bloomberg News.

I et dokument, som er sendt til en føderal dommer i New York, har børsmyndighederne, Securities and Exchange Commission (SEC), og Elon Musk meddelt, at parterne har bilagt sagen om, hvordan Elon Musk tweeter om Teslas økonomiske forhold.

SEC har hævdet, at Elon Musk den 19. februar med et nyt tweet havde brudt den forligsaftale, som de samme to parter indgik i oktober sidste år, fordi Elon Musk i august sidste år havde tweetet, at han overvejede at afnotere Tesla, og at han havde sikret sig finansieringen til det.

Aktien steg på de tweets, men det viste sig ikke at have hold i virkeligheden, og Tesla er da også fortsat noteret på børsen i USA.

I sit tweet i februar lod Elon Musk forstå, at Tesla i 2019 ville producere 500.000 biler, men få timer senere korrigerede han det til 400.000 biler, efter at have konsulteret en intern advokat i Tesla, og derfor mente børsmyndighederne, at han igen havde trådt i spinaten.

Dommeren i den nye sag, Alison Nathan, havde dog i april opfordret parterne til at "tage deres fornuftighedsbukser på", forlige den nye sag og samtidig fjerne nogle uklarheder i den oprindelige forligsaftale, som kræver, at Elon Musk får intern godkendelse i Tesla, inden han tweeter om selskabets forhold.

Det nye forlig sikrer, at Musk nu kan tweete videre, samtidig med SEC kan holde fast i, at den kontroversielle topchef ikke må vildlede børsmarkedet med forkert information på det sociale medie.

Stort underskud hos Tesla - lover bedring i kommende kvartaler

Tesla genopliver sin mest populære model

Efter spontan bilbrand: Teslas kinesiske fremtid er indhyldet i røg

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også