Teslas nyeste bil bliver mødt af kritik i Danmark

Tesla opererer på sin hjemmeside med fire forskellige priser på den samme Model 3.
Foto: Tesla
Foto: Tesla
AF ALEXANDER BITSCH, FINANS

Teslas introduktion af den nye Model 3 i Danmark bliver nu mødt med kritik. Det sker, efter at den amerikanske elbilproducent i sidste uge åbnede for, at kunder i Danmark kan bestille og konfigurere deres Model 3.

Undervejs i bestillingen af en Model 3 bliver man nemlig mødt af fire forskellige priser. To forskellige købspriser samt to forskellige priser "efter anslåede besparelser", og særligt de sidste priser bliver mødt af kritik fra Forbrugerrådet Tænk bilejernes organisation FDM.

For der bliver ikke oplyst godt nok om, hvordan Tesla er kommet frem til dem.

"Hvordan opnår man denne besparelse? Er det sammenlignet med en diesel- eller benzinbil eller er det sammenlignet med andre elbiler? Det er store summer, men man får ikke at vide, hvad besparelsen bygger på eller hvordan man opnår den. Det er på grænsen til at være vildledning," siger Abid Khan, advokat hos FDM.

Den samme holdning har man i Forbrugerrådet Tænk, hvor man kalder priserne for "problematiske og tenderende til vildledning."

"De viser en pris, der er baseret på en fiktiv besparelse. Det er langt fra sikkert, at man nogensinde får glæde af sådan en besparelse. Samtidig mener vi, at det er misvisende at indregne en eventuel besparelse i en samlet pris, som forbrugeren ikke ville kunne købe bilen til," siger Paula Brammann, der er juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk.

På den første side står prisen på en Model 3 med lang rækkevidde og dobbelt motor med firehjulstræk til 454.500 kr. Vælger man en Model 3 uden udstyr, der koster ekstra, bliver man på sidste side mødt af en »købspris« på 464.724 kr., mens prisen efter »anslåede besparelser« lige nedenunder lyder på 380.324 kr.

Her fremgår det, at prisen omfatter registreringsafgift samt leverings- og dokumentgebyr til samlet 10.224. kr. Altså differencen mellem prisen på den første og sidste side. Og hvis det er tilfældet, bevæger Tesla sig på kanten, lyder det.

"Man må ikke vise en pris uden de omkostninger, som køberen ikke kan komme uden om," siger Abid Khan.

Tesla bygger gigantisk fabrik i Kina

Tesla-aktien faldt efter nye udmeldinger fra Elon Musk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Thomas Borberg

"Told på kinesiske vindmøller er en mulighed"

Læs også