Rockwool tager tigerspring ind i første kvartal

Gunstige markeder i Europa og Nordamerika luner for selskabet fra Hedehusene i første kvartal. Rockwool går kraftigt frem på driftsindstjeningen i løbet af årets første tre måneder og øger investeringer for at følge med efterspørgslen.
Foto: Rockwool
Foto: Rockwool

Den danske stenuldsproducent slutter første kvartal et komfortabelt stykke foran sammenligningsperioden sidste år.

Selskabets driftsindtjening (EBIT) rammer 70 mio. euro, og det skal sammenlignes med 46 mio. kr. i første kvartal af 2017. Det kommer ud af en let forbedret toplinje på 603 mio. euro, hvilket er en stigning på 69 mio. Omsat til procenter er udviklingen i salget en fremgang på 16,5, og ledelsen oplyser, at blot tre pct. af væksten kommer fra opkøbet af schweiziske Flumroc.

Endelig lander bundlinjen for Rockwool på 54 mio i q1.

"Rockwoolgruppen har haft gavn af er favorabelt forretningsmiljø i den europæiske og nordamerikanske byggesektor og har opnået sunde resultater især i tag- og facadesegmenterne," oplyser ledelsen i sin beretning.

Fremgangen hos Rockwool har været ventet.

Selskabet opjusterede i slutningen af april sine forventninger til EBIT-marginen til cirka 13 pct. i forhold til tidligere 11, vel at mærke uden øgede forventninger til omsætningsvæksten. Det kom som en positiv overraskelse for markedet, og sendte selskabets A-aktie op.

Rockwool forklarer med kvartalsrapporten i dag, at man umiddelbart også ser ind i en lun fremtid for den europæiske byggesektor.

"Mens det endnu er for tidligt at evaluere markedseffekten, så er en række europæiske regeringers indførelse af nye og større incitamentsprogrammer for energieffektivisering gennem renovering af eksisterende bygningsmasse et positivt tegn for hele industrien," oplyser man.

Et af de steder, hvor selskabet skal være på forkant med udviklingen, er tilsyneladende i Storbritannien. Investeringerne for hele 2018 bliver angivet til at ligge på cirka 260 mio. euro i 2018, hvilket er en stigning på 30 mio. i forhold til det tidligere udmeldte. Hovedparten af beløbet skyldes kapacitetsudvidelser i UK.

Salget er ifølge Rockwool vokset på alle nøglemarkeder, og særligt Frankrig, Tyskland og Storbritannien trukket væksten.

Rockwool fortalte i begyndelsen af året, at salget af de mere specialiserede produkter som loftplader Rockfon og Grodan til gartnerier var gået frem i 2017. Samtidig viste selskabets årsresultat, at man havde haft succes med at gennemføre prisstigninger på selskabets traditionelle produkter.

Salgsforventningerne kommer i fokus for Rockwool

Rockwool-konkurrent investerer i biomasseprojekt til 110 millioner

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også