Amerikansk ethanol-produktion stiger

De amerikanske ethanolproducenter skruede i sidste uge gevaldigt op for produktionen.
De viser de seneste data fra Energy Information Administration, EIA, som blev offentliggjort onsdag.
Organisationen melder om en gennemsnitlig daglig ethanolproduktion på 875.000 tønder mod 832.000 tønder om dagen ugen forinden, svarende til en vækst på 5,2 pct. Siden årsskiftet er der i gennemsnit produceret 837.000 tønder bioethanol dagligt - eller et fald på 4,2 pct. i forhold til sidste år.
Langt fra målet
De seneste forudsigelser fra EIA lød på en gennemsnitlig daglig ethanolproduktion på 860.000 tønder i 2013, svarende til en årlig produktion på 13,2 mia. gallons for 2013, men for at nå det, skal produktionen skrues gevaldigt op i den resterende del af året.
Baseret på EIA's data kræver det en gennemsnitlig daglig produktion på godt 927.000 tønder om dagen resten af året, viser beregninger foretaget af Ritzau Finans. Holdes produktionen på det nuværende niveau, lander produktionen på knap 13 mia. gallons.
Novozymes har baseret sine forventninger til salget af enzymer til den amerikanske ethanolindustri på en ethanolproduktion på niveau med sidste år, da ethanolproduktionen i USA udgjorde 13,3 mia. gallon, men også at Novozymes' salg slår markedsvæksten som følge af de nye enzymer, selskabet har lanceret.
Majshøst afventes med spænding
Der har hele sommeren været en forventning om en rekordstor majshøst i USA efter en meget skidt høst sidste år, hvor en længere tørke ramte det amerikanske kornbælte. Når først majsen begynder at blive høstet, og de endelige tal kommer på bordet, er det forventningen, at ethanolproduktionen vil stige.
De seneste meldinger går på, at majshøsten, som typisk foregår i september-november, i år bliver endnu bedre, end myndighederne hidtil har regnet med, refererer Bloomberg News med henvisning til en ny rapport.
Ifølge nyhedsbureauet offentliggjorde FCStone tirsdag en rapport, hvori majshøsten estimeres at lande på 14,15 mia. bushels - noget over det amerikanske landbrugsministeriums (USDA) seneste skøn på 13,84 mia. bushels. Desuden har tal fra USDA, offentliggjort i slutningen af sidste uge, vist, at landmændene har høstet 12 pct. af majsen i de primære vækstområder i USA, hvilket ifølge Bloomberg News har mindsket markedets frygt for, at den seneste tids vejrmæssige udfordringer har haft negativ effekt på afgrøderne.
Rapporten lagde onsdag pres på ethanolpriserne med et fald i november-futuren på 2,6 pct. til 1,627 dollar per gallon. Prisen på benzin til levering i november er på 2,6287 dollar per gallon.
Amerikansk ethanoludbytte falder
BASF køber amerikansk Novozymes-konkurrent
Novozymes indleder brasiliansk 2G-samarbejde
Novozymes øjner europæisk biofuelsmarked
/ritzau/FINANS