Amerikanske ordreudsigter i fokus

Analytikerne foventer pæne tal fra Vestas i forbindelse med torsdagens præsentation af halvårsregnskabet.
Foto: Vestas
Foto: Vestas
RITZAU FINANS

Der er forventninger om pæne tal fra Vestas i forbindelse med torsdagens regnskabsrapportering, hvor analytikerne blandt andet vil holde nøje øje med, hvad selskabet siger om ordreudsigterne på det amerikanske vindmøllemarked.

Der er ikke forventninger om, at Vestas vil pille ved forventningerne til hele året allerede i forbindelse med halvårsregnskabet, men regnskabet skulle gerne vise, at selskabet er godt på vej til at ramme over de senest udmeldte minimumsmål.

"Jeg forventer, at vi kommer til at se et solidt resultat for andet kvartal og et stigende aktivitetsniveau sammenlignet med første kvartal, som traditionelt er et svagt kvartal," siger aktieanalytiker Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank til Ritzau Finans.

Pæn marginfremgang i vente

Hun regner med, at Vestas i kvartalet har overleveret møller med en samlet kapacitet på 1763 megawatt.

"Det burde så også gøre, at vi kommer til at se en pæn EBIT-margin i kvartalet i størrelsesordenen 9,8 pct. Så et stærkt resultat, som bekræfter, at de er godt på vej til at levere på helårsforventningerne både på omsætning og EBIT-margin," uddyber Janne Vincent Kjær.

Ifølge et estimat indsamlet af Ritzau Estimates er konsensus blandt analytikerne en stigning i omsætningen til 2032 mio. euro i andet kvartal fra 1749 mio. euro i samme periode sidste år, mens EBIT-marginen ventes at være steget til 9,7 pct. fra 8,3 pct.

Minimumsmål ventes gentaget

Vestas har for hele 2016 meldt forventninger ud om en omsætning på minimum 9 mia. euro, en overskudsgrad på minimum 11 pct. før særlige poster, samt positive frie pengestrømme på minimum 600 mio. euro. Det er tal, som aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank venter vil kunne blive opjusteret senere på året.

"Vi venter en opjustering fra Vestas i år. Vi er lidt mere tilbageholdne med skråsikkert at forvente, at den kommer nu. Sæsonfordelingen i Vestas' forretning indikerer, at langt den største andel af omsætning og indtjening ligger i andet halvår," forklarer analytikeren.

Heller ikke hos Jyske Bank venter Janne Vincent Kjær, at der kommer en justering af prognosen i forbindelse med halvårsregnskabet.

"Jeg tror stadigvæk, at det er for tidligt, og at vi skal længere hen på året. En meget stor del af omsætningen og indtjeningen falder sidst på året, det gælder også på de frie pengestrømme, hvor jeg ser en mulighed for, at der godt kunne komme en pæn opjustering senere på året," forklarer Janne Vincent Kjær.

Hun noterer, at ordreindgangen har været stærk på det seneste, hvor der blandt andet er kommet flere store ordreannonceringer på det amerikanske marked.

"Det er sådan noget, der skal til, for at der også kommer en opjustering på de frie pengestrømme. Jeg tror stadigvæk, det er for tidligt, og der mangler også nogle ordrer ind i fjerde kvartal, som traditionelt er et stort kvartal ordremæssigt," siger Janne Vincent Kjær.

I andet kvartal har Vestas annonceret ordrer for 1124 megawatt, men dertil skal lægges de såkaldte "uannoncerede" ordrer, hvilket ifølge konsensus blandt analytikerne ventes at bringe det samlede tal for kvartalets ordreindgang op på 1674 megawatt.

Store forventninger til USA

Ved regnskabsrapporteringen vil der også blive fokuseret meget på, hvad Vestas siger om det amerikanske marked.

"Jeg vil holde øje med, hvad ordlyden er i forhold til USA. Nu har vi set, at der er kommet en række ordreannonceringer her, men jeg forventer jo, at der kommer meget mere mod slutningen af året," siger Janne Vincent Kjær.

"Så der vil jeg naturligvis gerne have dem til at gentage, at der fortsat er stor travlhed på ordresiden, og at der dermed kan forventes et godt andet halvår i forhold til ordrer i USA," uddyber hun.

Også Jacob Pedersen vil holde meget øje med meldingerne om det amerikanske marked.

"Vi ser frem til nyt fra særligt det meget vigtige amerikanske marked, hvor kunderne har travlt med at gøre projekter klar til at få den høje skatterabat (PTC) inden årets udgang. Det kan resultere i et meget stærkt ordreflow i de næste måneder," skriver Jacob Pedersen.

Muligt nyt aktietilbagekøb

Der vil også være fokus på Vestas' kapitalposition, hvor der er en forventning om, at der kan blive åbnet op for et nyt aktietilbagekøb senere på året. Både Janne Vincent Kjær og Jacob Pedersen venter dog, at det er for tidligt på året for lanceringen af et nyt aktietilbagekøbsprogram.

"Vi forventer et aktietilbagekøbsprogram fra Vestas i løbet af andet halvår i takt med, at sikkerheden omkring årets pengestrømme bliver bedre. Med vores aktuelle forventninger ligner tredje kvartalsregnskabet det bedste bud på, hvornår et aktietilbagekøbsprogram opstartes," skriver Jacob Pedersen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også