Siemens trumfer Vestas' afrikanske rekordordre

Ifølge EnergiWatch' oplysninger har Siemens sikret sig ordre på 360 megawatt til tre sydafrikanske projekter.
Foto: Goldwind
Foto: Goldwind

Fredag var der glæde i Vestas’ aarhusianske hovedsæde, da selskabet langt om længe kunne offentliggøre ordren på den kenyanske møllepark Lake Turkana, men det er ikke den eneste store mølleordre til Afrika, som netop er blevet indgået.

Syd for Vestas’ hovedkvarter, hos Siemens Wind Power i Brande, har man overgået konkurrenten fra Aarhus, idet man landet en endnu større ordre til Afrika.

Siemens har underskrevet en aftale med irske Mainstream Renewable Power og skal levere i alt 360 megawatt (MW) til tre sydafrikanske projekter, erfarer EnergiWatch.

Til en “normal” mølletakst har ordren en værdi af omkring 2,7 mia. kr.

Siemens og Vestas har dystet om ordren, siden Mainstream sidste efterår sikrede sig retten til at opføre tre vindparker, efter Sydafrika gennemførte sin tredje auktionsrunde over grønne energiprojekter.

Forsinket af ny auktion

Egentlig skulle der være fundet en mølleleverandør tilbage i august 2014, men Sydafrikas fjerde auktionsrunde (der offentliggøres i dag, mandag d. 15. december) har trukket ud, og det har skubbet sidste års projekter en smule.

Siemens har tidligere leveret sin mølle på 2,3 MW til den sydafrikanske park Jeffreys Bay (36 møller, 138 MW), som Mainstream fik i drift tidligere på året.

De to parter har da også kørt et årelangt parløb, som betyder, at det har været overordentligt vanskeligt for Vestas at komme til fadet, selvom selskabet har stået stærkt i Sydafrika.

Vestas har leveret en tredjedel af møllerne til de to første grønne auktioner i Sydafrika, men har ikke fået en ordre fra Mainstream (der udspringer af Airtricity) siden 2006, da Vestas leverede 36 møller til Braes of Doune i Skotland (V80-2 MW).

Gammelt parløb

Helt tilbage fra før, Bonus Energi blev opkøbt af Siemens i 2004, har virksomheden fra Brande været irernes foretrukne leverandør.

Siemens har blandt andet leveret 140 2,3 MW-møller til en af Europas største vindparker på land, skotske Clyde på 350 MW, der er udviklet af Airtricity og gik i drift sidste år.

Det var også Airtricity, der udviklede offshoreparken Greater Gabbard i Storbritannien på 504 MW (og valgte Siemens frem for Vestas), og siden er forholdet ikke blevet ringere. Mainstream og Siemens indgik således et 50-50 joint venture i 2009 kaldet Smartwind om udviklingen af britiske offshoreprojekter i Hornsea-området (4 gigawatt i alt), som Dong siden købte sig adgang til.

Hornsea er netop blevet godkendt af den britiske regering (første fase på 1200 MW), og dermed har Mainstream igen sikret Siemens noget at rive i.

Irerne har også valgt Siemens til den skotske havpark Neart Na Gaoithe på 450 MW.

Siemens skal levere møllerne til de tre sydafrikanske projekter Khobab (140 MW), Loreriesfontein (140 MW) og Noupoort (80 MW).

Hornsea cementerer Siemens' stærke position

Vestas og Siemens kæmper om Afrikas største mølleordre

Siemens valgt til 450 MW offshorepark

Irsk komet dropper danske havmølleparker

Dansk Mainstream-CEO storsejrede i Sydafrika

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også