Barclays: Flere spørgsmål end svar efter Vestas-regnskab

14 gange afviste Vestas-ledelsen at besvare spørgsmål fra analytikere på onsdagens telekonference, og det får analytikerne i Barclays til at gentage sine forbehold over for vindmølleaktien.
De højere marginer i andet kvartal, opjusteringen, kontantbeholdningen og bonusordningen var blandt de emner, topchef Anders Runevad og finansdirektør Marika Fredriksson afviste at give flere detaljer om. Og derfor kommer man ud af regnskabsaflæggelsen med flere spørgsmål end svar, mener Barclays.
"På offentlige telekonferencer lader ledelsen til at være imod eller ude af stand til til at give et syn på Vestas' fremtid. Hvis det er det første, er det en særlig uhjælpsom stilling for et selskab, der har over-estimeret enormt tidligere, om end det var under en anden ledelse," skriver Barclays' analytikere torsdag, og fortsætter:
"Hvis det er det sidste, er det det bedste billede på industriens uforudsigelige natur og udgør næppe et godt argument for langsigtet ejerskab af aktien."
De højere marginer tæller op, men kvaliteten af indtjeningen kan være på vej ned, mener bankens analytikere. Især efter, at Vestas i år har droppet at vise et såkaldt "vandfalds"-diagram, der viser de forskellige positive og negative effekter på driftsindtjeningen, fra sin præsentation af regnskabet.
Barclays lægger en tier til sit kursmål på grund af de bedre marginer, men det øges kun til 220 kr., mens aktien handles omkring 264 kr. torsdag formiddag. Anbefalingen fra den britiske bank er fortsat "undervægt".
Vestas underskriver første aftale på V164'er
Relaterede artikler:
Runevad stopper brandudsalg
For abonnenter
Vestas nedskriver "Dødsstjernen" med 150 milloner
For abonnenter