Vestas: PTC-forlængelse et (lille) skridt nærmere

Der er lang vej endnu, men muligheden for en forlængelse af den for vindindustrien kritiske amerikanske støtteordning Production Tax Credit (PTC) blev forbedret torsdag med en godkendelse i Senatets finanskomite. Det skriver Recharge News.
Oprindeligt var PTC'en slet ikke en del af den lange række af skatterabatordninger, der var en del af pakken, men den blev til sidst presset ind på opfordring fra tre senatorer, herunder den republikanske senator Charles Grassley fra Iowa, som er en af de stater, der er særligt eksponeret i vindenergi.
Kritisk signal
Endnu udestår en vedtagelse i den samlede Kongres, og det kan have lange udsigter. Iagttagere vurderer over for Recharge, at lovpakken muligvis ikke vil få meget opmærksomhed før indtil efter midtvejsvalgene i november. Ikke desto mindre betegner chefen for den amerikanske vindmølleforening (AWEA), Tom Kiernan inklusionen af PTC i pakken som et "kritisk signal" til den amerikanske vindsektor.
En vedtagelse vil forlænge PTC-ordningen med to år, så projekter, der går i konstruktion senest ved udgangen af 2015, kvalificeres til skatterabatten. Ordningen har eksisteret i 21 år, men er i den periode udløbet og blevet forlænget ni gange, skriver Recharge.
PTC-ordningen yder en skatterabat på 2,3 cent per kilowatt-time produceret energi i et vindmølleprojekts første 10 leveår.