Vestas høster knap 200 megawatt i USA

Årets første måneder er som regel en ganske stille fornøjelse, men Vestas er kommet ganske godt i gang med 2014.
Det danske selskab kan således meddele, at en fast og ubetinget ordre på 194 megawatt (MW) er tikket ind, og det bringer årets samlede annoncerede ordrehøst op på 584 MW - i samme periode sidste år havde Vestas annonceret ordrer for 271 MW.
Ordregiveren i denne omgang er franske EDF, som bestiller 97 eksemplarer af Vestas' V100-mølle på 2 MW til et projekt i Texas i USA. Møllerne skal leveres og sættes i drift af Vestas inden udgangen af 2015.
Med ordren, som har en anslået værdi på knap 1,5 mia. kr., følger en femårig udgave af serviceaftalen AOM5000, som er Vestas' luksus-udgave inden for den del af forretningen.
En populær mølle
Den store udvikler bestilte i 2013 møller hos Vestas for i alt 300 MW og indgik samtidig en rammeaftale på 874 MW. Dermed er der nu 680 MW tilbage af rammeaftalen med franskmændene.
Tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch her
At det er V100-møllen, som EDF bestiller til det unavngivne texanske projekt, er ingen tilfældighed. Møllen er blevet en decideret storsællert i USA, hvor den har været båret frem af skærpet teknologi og skalerbar lokalproduktion.
"Vi har skabt et nyt Vestas, der kan skalere op og ned alt afhængigt af efterspørgslen. Samtidig har vi lokalproduktion, hvor vi har opnået dramatiske reduktioner i omkostningerne, og så leverer vi med V100 en turbine, der forbedrer produktionen med mere end 12 pct. i forhold til tidligere produkter," sagde Morten Albæk i december sidste år til EnergiWatch, da han skulle sætte ord på selskabets amerikanske comeback.
Vigtig PTC-ændring
Møllen tegnede sig for omkring halvdelen af Vestas' ordrehøst i USA i 2013 på knap 1.800 MW. Derudover blev der tegnet rammeaftaler for godt 2.600 MW.
Sidste gang de amerikanske politikere ændrede PTC'en, som siden 1980'erne har været livsvigtig for vindbranchen i landet, blev der indført en regel om, at større aftaler er kvalificeret til støtte, selvom kun en mindre del er blevet udløst.
Det betyder, at de mange rammeraftaler, der blev indgået inden nytår - hvor den nuværende PTC udløb - er kvalificeret til støtte i de kommende par år. Det nyder Vestas og konkurrenterne godt af.
Lige nu er der usikkerhed om PTC'ens fremtid. Mange republikanerne forsager den, mens mange demokrater bakker op.
Dansk vindchef i USA: Stadig langt fra PTC-forlængelse
Amerikansk toppolitiker vil forlænge vital skatteordning
Relaterede artikler:
Kæmpe Vestas-projekt i fare
For abonnenter
Vestas i nyt kredithop
For abonnenter