Siemens underskriver ordre til Cape Wind-projektet

Etableringen af den første kommercielle havvindmøllepark i amerikansk farvand rykker nærmere, efter at Siemens og Cape Wind har underskrevet kontrakter på vindmølleleverancerne. De sidste detaljer i kontrakten mangler dog endnu at blive færdigforhandlet, oplyser Siemens ifølge Bloomberg.
Siemens skriver i en pressemeddelelse mandag om kontraktens underskrivelse, og at vindmølleparken, der opføres 20 km. ud for Nantucket, fuldt udbygget vil have en kapacitet på 468 megawatt - fordelt på 130 møller med en kapacitet på hver 3,6 megawatt.
"USA er et nøglemarked for Siemens. Vi er stolte af at kunne annoncere den tredje kontrakt i USA inden for kun en uge," skriver Siemens, der henviser til ordren for en uge siden fra Warren Buffetts Berkshire Hathaway på 448 møller og desuden en ordre på et gasfyret kraftanlæg.
Det har længe været kendt, at det var Siemens, der var samarbejdspartner og dermed den sandsynlige leverandør til Cape Wind-projektet. Bloomberg News skriver i forbindelse med annonceringen, at der med aftalen følger et forslag fra Siemens om at investere 100 mio. dollar i projektet.
"Simens bliver mest sandsynligt investor i projektet," siger Randy Zwirn, der er administrerende direktør hos Siemens Energy Inc., til Bloomberg News.
Siemens tyvstarter PensionDanmarks USA-projekt
PensionDanmarks USA-satsning i ny modvind
/ritzau/FINANS