DONG investerer 16 mia. i tyske møller

Den danske energikæmpe har besluttet at opføre to ud af sine tre Gode Wind-projekter i Tyskland. Siemens skal som ventet levere sin nye 6 MW-mølle.
Foto: Søren Kjeldgaard
Foto: Søren Kjeldgaard
AF JOACHIM CLAUSHØJ BINDSLEV OG KASPER BRØNDGAARD ANDERSEN

DONG Energy bygger havvindmølleparkerne Gode Wind 1 og 2 i den tyske del af Nordsøen.

Det oplyser selskabet i en meddelelse, som fortæller, at den samlede investering i opførelsen parkerne på i alt 582 megawatt (MW) vil være omkring 16,4 mia. kr.

"Investeringen i de 582 MW store Gode Wind-projekter bliver vores største nogensinde og vil konsolidere vores position som førende inden for offshore vindenergi," siger Samuel Leupold, chef for DONG's vinddivision, i en meddelelse.

DONG udskifter vindchef i Tyskland

Klar om tre år

De to parker på henholdsvis 330 og 252 MW vil bestå af i alt 97 styk 6 MW-møller fra Siemens. Det var ventet, da parterne tidligere på året indgik en rammeaftale om levering af i alt 154 møller til DONG's tyske offshore-projekter.

Gode Wind 1 og 2 vil kunne levere strøm til 600.000 husstande, og opførelsen af de to vindparker begynder i første halvdel i 2015, så de efter planen snurrer i anden halvdel af 2016. DONG Energy har sikret en fast pris på strømmen i 10 år, hvorefter energien sælges til markedspris.

Nyheden om den danske rekordinvestering var ventet i år, men udfordringen har været at få sikret en nettilslutning af parkerne. Det er lykkedes ved at indgå en "ubetinget bekræftelse på nettilslutning" fra Energinet.dk's tyske pendant TenneT. Sidste efterår udskød DONG da også den tyske vindmøllepark Borkum Riffgrund 2, fordi TenneT ikke kunne garantere nettilslutning til tiden.

Fugl bremser DONG-park til milliarder

Gode Wind-parkene ligger cirka 45 kilometer fra den tyske kyst i Nordsøen. De bliver opført i umiddelbar forlængelse af Borkum Riffgrund 1-projektet, som selskabet opfører i øjeblikket.

Når de to parker står klar, har det danske selskab en samlet vindpark offshore på 3,5 GW. Målet er 6,5 GW i 2020. Investeringen i Gode Wind 1 og 2 cementerer DONG Energys position som markedsleder inden for offshorevind.

Gode Wind-projekterne, der også tæller Gode Wind 3, købte DONG sidste år af PNE Wind for 157 mio. euro. eller knap 1,2 mia. kr. Dengang var Vestas og Repower udpeget som mulige leverandører, men det skiftede, da DONG overtog ejerskabet, og selskabet allierede sig med sin trofaste partner Siemens.

Gode Wind-projekter ejes 100 pct. af DONG, der endnu ikke har truffet en endelig investeringsbeslutning om Gode Wind 3. DONG har tidligere, i forbindelse med sine store offshore-projekter, solgt andele til institutionelle investorer - som PensionDanmark (Anholt) og Masdar (London Array).

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også