Branchefolk: Fornuftigt at Guldfuglene holder sig fra Siemens' kæmpemølle

Det er "absolut fornuftigt", at PensionDanmark har valgt at bruge Siemens' gennemtestede 3.6 MW-mølle i USA og ikke den nye 6 MW-platform, lyder det fra branchekonsulenter. Det minimerer risikoen, som ifølge BTM Consult er større i USA end i Europa.
Foto: Siemens
Foto: Siemens

Copenhagen Infrastructure har med pensionsmilliarder fra PensionDanmark i ryggen valgt at investere i USA’s første havvindmølle-park.

Pensionsselskabet stiller 1,2 mia. kr. i finansiering til rådighed, hvis resten af finansieringen falder på plads.

Men der er forskellige opfattelser af, hvor stor en risiko projektet indebærer.

Hos BTM Consult, der hvert år udgiver en omfattende analyse af det globale vindmarked, er partner Per Krogsgaard en smule overrasket over, at Copenhagen Infrastructure har valgt at investere i et amerikansk offshore-projekt.

“Jeg undrer mig lidt. Hvorfor havvindmøller i USA? Der er ingen erfaring i forhold til det, vi har gjort i Europa,” siger han.

“Det er dejligt at se, at man gør noget i USA og er i front med hensyn til tingene. Men det indebærer en større risiko,” vurderer Per Krogsgaard.

Han mener, at det vil være overraskende, hvis ikke der dukker uforudsete problemer op, når der for første gang skal etableres havvindmøller ud for den amerikanske kyst.

PensionDanmark investerer 1,2 mia. i USA's første offshore-park

Siemens er det sikre valg

Anderledes toner kommer fra Make Consulting.

“Forudsat at den sidste finansiering kommer på plads, ser jeg ikke yderligere store risici for projektet. Skulle det være en fabrikant, der ikke havde offshore-erfaring, som ikke havde afprøvet teknologi, så ville jeg sige, at der nok havde været en betydelig risiko," siger Steen Broust Nielsen, konsulent og partner i selskabet, der blandt andet laver forecasts om vindmøllebranchen.

Han henviser til, at Siemens - der dominerer markedet for havvindmøller - skal levere sin velafprøvede 3.6 MW-platform til projektet.

Per Krogsgaard er enig i, at Copenhagen Infrastructure har truffet det rigtige valg ved at satse på Siemens' gennemprøvede mølle. Det mindsker en af risikofaktorerne.

"Man har med 3.6 MW-møllen valgt den sikre løsning, og det er absolut fornuftigt. Men overhovedet at stille noget op i USA er en kæmpe udfordring. Det er et helt andet miljø sammenlignet med, hvor erfaringen er hentet,” siger Per Krogsgaard med henvisning til, at de nuværende kompetencer med offshore-vind i altovervejende grad er hentet i Nordeuropa - samt en smule i Kina.

“Derfor er det da spændende at tage et spring et andet sted hen, men downside er udstyret; er udstyret derovre? Har de de nødvendige skibe? Hvad er det for en undergrund? Har de, de rigtige fundamenter?,” spørger han.

10 MW-mølle ikke lige rundt om hjørnet

Fornuftigt at holde sig fra 6 MW

3.6 MW-platformen fra Siemens er den bedst afprøvede havvindmølle, som også DONG Energy har benyttet i stor stil. Det danske energiselskab har i øjeblikket næste generation af havmøller, Siemens’ 6 MW-platform, på prøve i britisk farvand.

Desuden har DONG indgået en aftale med Siemens, som skal levere omkring 150 af den nye type møller til tre store tyske offshore-projekter; Gode Vind 1, 2 og 3.

Selvom mantraet for offshore-vind er, at større er bedre, og at større møller er nødvendige, hvis energiprisen skal ned, mener både Steen Broust Nielsen og Per Krogsgaard, at det er fornuftigt, at PensionDanmark har valgt den gamle 3.6 MW-platform.

“Jeg er ikke i tvivl om, at Siemens kan deres kram, men man er nok tilbageholdende med at bringe ny teknologi ind på et helt nye marked,” siger Per Krogsgaard fra BTM Consult.

“Det er oplagt, at man prøver på at skabe et projekt, som har et fornuftigt afkast og en risikoprofil, der er attraktiv. Derfor vælger man Siemens, som har en god historik og en stærk koncern bag sig,” siger Steen Broust Nielsen fra Make Consulting.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Risikoen ikke større end nye UK-projekter

Steen Broust Nielsen mener til gengæld ikke, at Cape Wind-projektet er mere risikabelt end nogle af de projekter, der planlægges i Europa. Måske endda tværtimod, hvis man sammenligner med, hvad lande som England og Tyskland fremover planlægger at bygge.

"På den rent offshore-tekniske side ser jeg ikke, at Cape Wind har noget, der er værre end et projekt i Nordsøen eller Storbritanniens runde 3 projekter. Mange af de projekter, som vi planlægger at bygge i Europa før og efter 2020, ligger meget langt fra kysten og på relativt store havdybder. Der er Cape Wind-projektet mere på linje med de projekter, vi allerede kender i Europa med kortere til kysten,” siger partneren i Make Consulting.

Han fortæller, at Cape Wind har været undervejs siden starten af 00’erne, og at Make Consulting i sin seneste prognose forventer, at parken vil blive sluttet til nettet i løbet af 2015 og 2016.

Cape Wind kommer til at bestå af 130 Siemens-møller. Det giver en samlet effekt på 468 MW - lidt mere end Anholt Havvindmøllepark.

Copenhagen Infrastructure er et managementselskab, der ejes og ledes af fire partnere: Jakob Baruël Poulsen, Rune Bro Roin, Torsten Lodberg Smed og Christian Skakkebæk. De blev kendte, da deres lønninger i DONG Energy sidste år kom frem. Det betød blandt andet, at daværende direktør i DONG Energy, Anders Eldrup, fik sparket, og at de fire forhenværende DONG-ansatte blev døbt "Guldfuglene".

Siemens-CEO: Danske leverandører kæmper

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 40 dage? Klik her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Photo: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også