Tysk vindselskab fyrer samtlige danske ansatte

Det er ikke kun de Vestas-ansatte, der oplever krisen i vindmøllebranchen. Den tyske vindmølleproducent REPower lukker og slukker sit danske kontor i Aarhus, og sender dermed 30 medarbejdere hjem.
Fyringerne er blevet meddelt medarbejderne i dag onsdag.
REpower er et datteselskab under den indiske vindmøllegigant Suzlon. Suzlon har det seneste år været hårdt ramt af likviditetsproblemer. Det har da også i noget tid været kendt, at REpower skal skære i medarbejderstaben.
I slutningen af april kom det frem, at REpower skal spare 100 millioner euro i 2013-2014, hvilket kan koste samlet op til 750 jobs i selskabet, der har hovedsæde i Hamburg. Det har dog ikke tidligere været fremme, at REpower ville lukke det danske kontor, der tjener som regionalt hovedsæde for salg og udvikling i Norden.
Suzlon - hvis internationale hovedkontor er i Aarhus - er ikke berørt af lukningen af REpower Danmark.
Ifølge kilder har den danske afdeling af REpower skåret ned løbende, og selskabet har ikke modtaget nogle danske ordrer i en længere periode.
Det er ikke lykkes for EnergiWatch at få en officiel kommentar fra REpowers hovedsæde i Tyskland. Men i forbindelse med fremlæggelsen af de overordnede spareplaner i april lød det fra Andreas Nauen, CEO i REpower, at selskabet fortsat tror på langsigtet vækst.
"Vi tror fortsat på en stærk vækst på lang sigt, men på den korte- og mellemlange bane vil der fortsat være stor uvished og volatilitet, og det må vi ruste os til."
Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch