NKT efter grønt lys fra aktionærer: ”Nu kan vi tage flere ordrer ind”

”Det, vi tjener på ordrerne, og tidshorisonten for, hvor hurtigt vi kan tilbagebetale de her udvidelser, sætter også grænser for, hvor meget vi egentlig vil bede om,” fortæller formanden.
Foto: Nkt
Foto: Nkt
AF MARKETWIRE

Kabelkoncernen NKT fik torsdag grønt lys fra selskabets aktionærer til at gennemføre en kapitalrejsning til finansiering af de investeringer, som er påkrævet for, at der kan tages endnu flere ordrer ind til den i forvejen rekordstore ordrebog.

”Nu kan kunderne godt komme med ordrerne, for nu har vi fået lov til at rejse penge til udvide vores kapacitet,” siger selskabets bestyrelsesformand, Jens Due Olsen, i et interview med MarketWire efter aktionærernes accept af en øget bemyndigelse til at øge aktiekapitalen med op til 50 pct.

NKT har kommunikeret, at gennemførslen af kapitalrejsningen vil være betinget af en vis mængde nye ordrer. Hvad det konkret vil kræve af ordreværdi, er der dog ikke meldt noget ud om.

”Det vil jeg helst ikke ind på, men enhver ny ordre, vi vinder nu, er vi nødt til at finde kapacitet til, som vi ikke har i dag,” fortæller Jens Due Olsen.

Stor del af kapacitet udnyttet

I starten af marts annoncerede NKT en rekordstor ordre på cirka 2 mia. euro til tre turnkey kabelprojekter i Holland.

Det er en produktion, som selskabet kan klare med sin eksisterende kapacitet, men så er der heller ikke meget mere at skyde med.

”Nu er vi sådan fyldt godt ud i en række år i fremtiden. Hvis vi vil byde på nye projekter nu, så bliver vi nødt til at investere i ny kapacitet,” siger Jens Due Olsen.

Af samme årsag havde NKT bedt investorerne om en udvidet bemyndigelse på udstedelse af op til 50 pct. nye aktier, som skal sikre kapital til de krævede investeringer.

”Det er en stor ting at bede om, og vi har sagt, at det skal være ordrer af en vis mængde, før vi trykker på knappen.”

”Når det er sagt, så vil jeg sige, når jeg kigger på de muligheder, der er i markedet, så kunne man godt også forsvare at investere før, man har vundet de her ordrer,” siger Jens Due Olsen.

Flere hensyn at tage om størrelse

Hvor stor en kapitaludvidelse, der i sidste ende kan blive tale om, afhænger naturligvis af behovet for kapacitet og ekstra polstring, men der vil også være et hensyn at tage til nøgletallene.

”Vi måler vores afkast på mange måder. På den ene bliver vi et større selskab og skal levere større ordrer. Det kræver, at vi får lidt mere fedt på ryggen for at kunne absorbere udsving. Det taler for at lave kapitaludvidelsen så stor som muligt,” siger Jens Due Olsen.

På den anden side set skal selskabet også levere et attraktivt afkast på den investerede kapital, og den bliver der mere af, når første selskabet begynder at udbygge.

”Det, vi tjener på ordrerne, og tidshorisonten for, hvor hurtigt vi kan tilbagebetale de her udvidelser, sætter også grænser for, hvor meget vi egentlig vil bede om.”

”Så vi skal finde den balance mellem at blive et større og stærkere selskab og kunne finansiere vores udvidelse, men samtidig ikke så meget, at vores nøgletal bliver for ringe,” siger Jens Due Olsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også