Dansk dataplatform skal optimere byggeri af vindmøller
Startuppen Claviate har ved brug af kameraer og kunstig intelligens skabt en visuel dataplatform, der skal optimere byggeriet af vindmøller. Teknologien er allerede afprøvet på offshore-parker, men nu testes systemet på Siemens Gamesas Björnberget Vindpark i Sverige med 60 vindmøller.
Det fortæller selskabet i en pressemeddelelse.
Teknologien registrerer konkret hele byggeforløbet med kameraer på tre byggekraner. Optagelserne bliver sendt og omdannet til data, som kan bruges i statusrapporteringen hos Siemens Gamesa.
Platformen skal blandt andet være med til at forhindre længere forsinkelser, spildtid og uforudsete udfordringer, som der ofte er på større vindpark-byggerier, ligesom Siemens undgår en hel del papirarbejde.
”Hver eneste detalje er registreret, behandlet og kommunikeret, næsten samtidig med at det foregår. Alt tyder på, at vi kan overføre succesen fra effektivisering af opsætning af havmøllerne til land,” siger Mathias Kaastrup-Olsen, der er vicedirektør i Claviate.
”Den nyttige info gør, at site manageren kan forlade skrivebordet og være mere direkte involveret i installationsprocessen. Det giver også tid til og mulighed for at definere optimering og forbedringer, som hurtigt visualiseres og præsenteres med Claviate-teknologien,” lyder det fra Paul Rausch, der er projektmanager hos Siemens Gamensa.
Björnberget er Siemens Gamesas største projekt nogensinde i Norden med 60 vindmøller af modellen 5.8-170. Møllerne kommer til at generere 372 MW årligt, der er nok til at forsyne 300.000 husholdninger med strøm.
Relaterede artikler:
Siemens Gamesas første 5X-møller installeres i Sverige
For abonnenter