EnergiWatch

Siemens Gamesa får rekordordre på stormølle

Ny bestilling af 6 MW-møller til svensk vindpark bringer mølleproducentens salg af flagskibsmølle op på en gigawatt.

Foto: Siemens Gamesa

Det svenske vindmarked har i den grad kastet sin kærlighed på Siemens Gamesas 5 MW-platform. Mandag annoncerer mølleproducenten en ordre på 60 af sine stormøller SG 5.8-170 – tillige opgraderet til en effekt på 6,2 MW – der skal installeres på Björnberget-parken vest for Sundsvall. Med 372 MW er ordren den foreløbigt største på den store maskine.

Med ordren runder Siemens Gamesa en gigawatt i bekræftede ordrer på den nye maskine, der blev lanceret for halvandet år siden. Med den seneste bestilling skal næsten tre fjerdedele af den solgte kapacitet installeres i Sverige. Således er mandagens ordre den fjerde på det svenske marked, hvor der siden december er hentet yderligere tre ordrer på samlet 367 MW.

Projektet er oprindeligt udviklet af Nordisk Vindkraft, der imidlertid har solgt det til Prime Capital og den israelske elproducent Enlight. Mens kapitalfonden er en velkendt kunde hos Siemens Gamesa med næsten en gigawatt i ordrer, er projektet det første samarbejde med Enlight.

I hjemlandet, hvor flere projekter i de omstridte Golanhøjder er under opførelse, er der valgt GE-møller, mens også Nordex og Vestas har modtaget ordrer. Sidstnævnte på Enlights andet svenske projekt, Picasso, der blev overtaget sidste år.

"Det glæder mig at se vores partnerskab med Prime Capital styrket såvel som det gør at byde Enlight velkommen som en ny kunde," siger adm. direktør Andreas Nauen.

"Denne handel viser den tillid, som både langvarige og nye kunder har i Siemens Gamesas 5.X-teknologi, der er den ledende i Norden takket være dens uovertrufne pålidelighed og konkurrencedygtighed."

Björnberget-parken skal installeres i 2022, hvorefter Siemens Gamesa har modtaget kontrakt på serviceringen i en 15-årig periode.

Siemens Gamesa sikrer endnu en svensk stormølleordre

Danskere vælger Siemens Gamesa i Sverige

Siemens Gamesa forventer flest salg af ny mølle i +6 MW-version

Siemens Gamesa får kontrakt på 6,6MW-landmøller

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs