EnergiWatch

Vestas-analytiker: Det er lidt af en maveplasker

Vestas forlod første kvartal med milliardunderskud, der har sænket forvetningerne til årets resultat markant.

Foto: vestas

Skuffelserne står i kø i Vestas' regnskab, mens der kun er et enkelt positivt islæt i form af, at vindmølleproducenten er lykkedes med at hæve priserne.

Det vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, efter at have set nærmere på regnskabet for første kvartal, der blev offentliggjort sent søndag aften.

Regnskabet viser store underskud på de fleste poster, og selv om markedet var varslet om, at højere transport- og råvareomkostninger ville gøre indhug, så er regnskabet altså markant værre end ventet.

Stort underskud

Vestas kom ud af perioden med et negativt driftsresultat, EBIT, før særlige poster på 329 mio. euro, eller 2447 mio. kr., mens analytikere ifølge et estimat indsamlet af Vestas havde ventet et negativt driftsresultat før særlige poster på bare 91 mio. euro.

Hertil kommer, at særlige poster belaster resultatet yderligere med 565 mio. euro, eller 4,2 mia. kr., som konsekvens af krigen i Ukraine, der alene rammer med 401 mio. euro, mens omstruktureringer i Kina og Indien, belaster resultatet med 183 mio. euro.

"Der er mange dårligdomme," konstaterer Jacob Pedersen.

"Det er ikke så meget størrelsen af nedskrivningen som følge af krigen i Ukraine. Det, som i højere grad præger regnskabet, er alt det andet, der følger med," siger han.

Stor nedskrivning og garantihensættelse på havmøller

Han nævner udfordringer med Vestas' V164/V174 havmølle, som Vestas har besluttet at nedskrive 83 mio. euro på. Desuden laver Vestas garantihensættelser på 93 mio. euro på allerede installerede havmøller.

"Så det peger også fingre indad i forhold til Vestas, om hvor godt man er kørende. Det er lidt en maveplasker," siger Jacob Pedersen.

Alt i alt venter han derfor, at Vestas-aktien vil falde "ret meget" på regnskabet.

"Om det så bliver en top ti eller top 20 hændelse i de 20 år, jeg har haft dækning af Vestas, er svært at sige. Vi vidste godt, at der var problemer, og Vestas er allerede faldet en del på meldinger fra Siemens Gamesa. Men jeg vil tro, at det bliver et betragteligt kursfald," spår Jacob Pedersen.

Der skal da også en del til, for at Vestas kommer i top ti eller tyve over de største kursfald. For at nå i top ti skal aktien falde over 18 pct., mens faldet skal overstige 11,8 pct., før det når i top 20.

Alt er desuden ikke skidt i regnskabet. Vestas' priser overstiger forventningerne.

"Og så skal man huske, at Vestas stadig er den vestlige producent, der løber med flest ordrer i det kvartal, der er gået. Samtidig kan en stor del af de ekstraomkostninger, der er, henføres til noget, der allerede er sket og nogle beslutninger og begivenheder, der er overstået."

"Udfordringen er bare, at hos investorer og analytikere sidder man og tænker: Kan der komme mere af det her i fremtiden. Det kan godt være at garantihensættelser og meget af det andet er relateret til ting, der er sket, men det er en historie, vi har fået nogle gange nu," siger Jacob Pedersen.

Han peger til slut på, at Vestas' nedjustering er større end ventet. Målt på den midterste del af den gamle prognose sammenlignet med midtpunktet af den nye prognose er der en forskel på omkring 700 mio. euro.

Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken lige nu anbefaler "køb" af Vestas.

 

Økonomisk øretæve sænker Vestas' 2022-forventninger

Vestas-aktien falder til bunds efter nedjustering

Vestas investerer i bioenergi

 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EnergiWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs