EnergiWatch

Ørsted opjusterer forventningerne til 2020

Ørsted venter et driftsresultat på 18 mia. kr. for 2020. Det er mere end de 16-17 mia. kr., selskabet ventede i sin seneste prognose. (opdateret)

"Den højere indtjening er primært af midlertidig karakter, men i årets sidste måneder har vi også set en stærk operationel performance i hele koncernen," konstaterer selskabet. | Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger

(Opdateret kl 18.34 med flere informationer om opjusteringen)

Ørsted venter at levere et driftsresultat (ebitda), som er mere end en mia. kr. bedre end først antaget.

Energikæmpen regner således med at lande et driftsresultat på 18,0 mia. kr. for 2020, der i selskabets seneste prognose lød på 16-17 mia. kr.

Det fremgår af en meddelelse tirsdag aften.

"Den højere indtjening er primært af midlertidig karakter, men i årets sidste måneder har vi også set en stærk operationel performance i hele koncernen," konstaterer selskabet.

Selskabet opnåede en højere end ventet indtjening fra driftsaktiver og trading vedrørende afdækning af eleksponeringer. Dertil er der kommet midlertidige ekstra indtjeninger fra selskabets gasporteføljeforretning, efter gaspriserne har været højere ved årets udgang.

Derudover var de faste omkostninger lavere end ventet i hele koncernen, og det samme var tilfældet med projektudviklingsomkostningerne i USA, primært på grund af timing, skriver Ørsted.

I 2021 venter selskabet et ebitda på 15-16 mia. kr. - eksklusive nye partnerskabsaftaler.

"Vores forventninger til ebitda omfatter i lighed med tidligere år ikke indtjening fra nye partnerskabsaftaler, da det er vanskeligt at forudsige det nøjagtige tidspunkt for eventuelle delvise frasalg og fordelingen af indtjeningen mellem årene, hvis partnerskabet omfatter en entrepriseaftale," skriver Ørsted i sin melding tirsdag.

Koncernen forventer imidlertid at frasælge 50 pct. af havvindmølleparken Greater Changhua 1 i 2021, og efter planen skal en andel på 50 pct. af Borssele 1 & 2 også afhændes til sommer. Derudover vil Ørsted undersøge muligheden for et delvist frasalg af solenergiprojektet Muscle Shoals, når det er sat i drift.

"Selv om gevinsterne fra disse delvise frasalg ikke er indregnet i vores guidance, er der taget højde for den afledte reduktion i indtjeningen fra de enkelte sites," lyder det.

I 2020 var driftsindtjening i offshore-forretningen på 14,8 mia. dollar, men i det nye år ventes den at blive "lavere". Omvendt er det for onshore, hvor ebitda i 2020 endte på 1,1 mia. kr., men den ses altså "højere" i 2021. Inden for Markets & Bioenergy, hvor der i 2020 var et plus på 2,1 mia. kr. på driften, vil udviklingen give et "lavere" resultat i 2021.

Ørsted opjusterer forventningerne til 2020

Vindenergi slår kul i elproduktion i Texas 

Mere fra EnergiWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs