MHI Vestas-direktør: GE's havvindmølle skaber en forventning i markedet

Vindmølleproducenten MHI Vestas holder øje med konkurrenterne, men har primært fokus på at tilpasse vinger lige nu. Det fortæller Philippe Kavafyan, selskabets adm. direktør.
Foto: GE Renewable Energy
Foto: GE Renewable Energy
AF RITZAU FINANS

Lanceringer af den ene store vindmølle efter den anden har præget havvindindustrien de seneste år, og hos vindmølleproducenten MHI Vestas er produktudviklingen også i fuld gang.

Det er dog ikke nødvendigvis en udvidelse af den nominelle kapacitet - den mængde af strøm en enkelt vindmølle maksimalt kan producere - der står allerhøjst på dagsordenen hos MHI Vestas, der er et joint venture mellem danske Vestas og japanske Mitsubishi Heavy Systems.

I øjeblikket har MHI Vestas installeret de største havvindmøller målt på det parameter, men den position ser umiddelbart ud til at blive udfordret i fremtiden med den seneste lancering fra især rivalen GE.

GE lancerede i starten af året en havvindmølle på 12 megawatt, som lige nu er den største, der tilbydes i markedet, og Equinor og Ørsted har allerede valgt den mølle til kommende projekter i henholdsvis Storbritannien og USA.

Til sammenligning har MHI Vestas' største havvindmølle en kapacitet på 10 megawatt, som blev lanceret sidste år og ventes at være klar til at blive installeret kommercielt i 2021. Siemens Gamesa har også offentliggjort en havvindmølle i samme størrelsesorden.

Ifølge Philippe Kavafyan, der er en af MHI Vestas' to administrerende direktører, holder vindmølleproducenten øje med, hvad konkurrenterne foretager sig i markedet, men lige nu fokuserer selskabet især på at tilpasse vinge- og dermed rotorstørrelsen på selskabets havvindmøller.

"Vi ser lige nu et behov for en større rotor, og vi overvejer behovet for at have en større nominel kapacitet," siger han under et interview med Ritzau Finans på AWEA's havvindkonference i slutningen af oktober.

"Når det kommer til den nominelle kapacitet, tror vi, at GE's introduktion af 12 megawatt-møllen skaber en forventning, så vi vil se på det. Vi har ikke nødvendigvis set et akut behov for det (at løfte den nominelle kapacitet, red.) sammenlignet med behovet for at justere rotorstørrelsen," lyder det også fra direktøren.

Lancerede opgraderet mølle med større rotor

Sidste år kom det frem, at MHI Vestas havde planer om at lancere en havvindmølle med en ti meter større rotor end topmodellen, V164, som i dag sælges med en kapacitet på op til 10 megawatt.

I starten af 2019 lancerede selskabet så en opgraderet model - V174 - der som navnet antyder har en samlet rotordiameter på 174 meter. Den mølletype har en nominel kapacitet på 9,5 megawatt, og i februar blev den udvalgt til et projekt i Østersøen.

Mandag er det desuden kommet frem, at den mølletype fra MHI Vestas også er blevet valgt som den foretrukne til et japansk havvindprojekt.

"Vi har gået ind i det med at tilbyde en større rotor med V174. Det skridt tog vi for at justere på kapacitetsfaktoren. Inden for den nominelle kapacitet er vi allerede førende, og det tager noget tid, før der vil være møller installeret på kommercielle projekter, der overgår vores," siger Philippe Kavafyan.

"Vi har ikke nødvendigvis besluttet, hvilken nominel kapacitet der er brug for til det næste skridt," lyder det også.

Typisk vil opgraderinger af eksisterende møllemodeller hurtigere være klar til at blive installeret, end lanceringer af større produktændringer, der generelt først bliver en realitet flere år ude i fremtiden.

Rotoren består af vindmøllens tre vinger, og den får vindmøllens generator til at dreje rundt. En større rotor vil derfor sikre en større vindmølle målt på vingernes diameter, men ikke nødvendigvis en større nominel kapacitet.

"For det globale marked er jeg mere interesseret i at tilpasse kapacitetsfaktoren end den nominelle kapacitet. I nogle specifikke situationer - som i USA - er der muligvis et behov for at kunne tilbyde flere megawatt på en given position," siger Philippe Kavafyan.

Kapacitetsfaktoren er et udtryk for forholdet mellem den reelle produktion af energi og den nominelle kapacitet, hvilket er et begreb for den maksimale mængde af energi, som en vindmølle kan producere - og som typisk opgøres i megawatt.

Vil tilpasse produkterne til lokale vindforhold

Lige nu arbejder MHI Vestas med at tilpasse produkterne til de forskellige lokale vindforhold ved at justere rotorstørrelsen på selskabets havvindmøller, i takt med at industrien breder sig fra Nordsøen til eksempelvis andre dele af Europa, Asien og USA.

Ifølge direktøren har MHI Vestas indtil nu nydt godt af at tilbyde havvindmøller med den største nominelle kapacitet til eksempelvis Nordsøen, der er kendetegnet af høje vindhastigheder.

I vindrige områder kan det være en fordel af bruge en større generator fremfor en større rotordiameter, mens behovet ifølge direktøren kan være et andet i andre markeder, hvor vindforholdene er anderledes.

"Det er godt de steder, hvor der er meget vind, men andre steder vil man gerne have en mindre generator bag en større rotor," siger Philippe Kavafyan.

I starten af 2019 lancerede MHI Vestas en opgraderet model - V174 - med en større rotordiameter end selskabets topprodukt, V164.

Den seneste række af produktlanceringer fra MHI Vestas har også generelt bestået af opgraderinger af den eksisterende V164-mølle.

Oprindeligt blev møllen lanceret med en kapacitet på 6 MW, men hurtigt blev det ændret til 7 MW. Siden blev den opgraderet til 8 MW, inden den første mølle overhovedet blev installeret for en kunde.

I 2017 blev møllens kapacitet yderligere øget til 9,0 og 9,5 MW, og sidste år altså til de 10 MW. Den seneste opgradering til 10 MW omfatter en stærkere gearkasse og mindre justeringer af mekanikken og designet i møllehuset, så der kan komme mere luft ind og køle omformeren.

 

MHI Vestas valgt til leverandør af 10MW-møller 

GE-direktør: Vi vil få vores del af kagen på havvindmarkedet i USA

MHI Vestas erstatter GE i demoprojekt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Ge Vernova

GE sagsøges for designfejl på 1,5 GW vindmøller

For abonnenter

Læs også