BREXIT: John Edward husker udmærket skotternes folkeafstemning om selvstændighed i 2014. Da var tilhængerne af at blive i Storbritannien i defensiven indtil kort før afstemningen.

Det sagde meningsmålingerne i hvert fald. Men da stemmerne var talt op, vandt tilhængerne med 55 procent mod 45.

John Edward, ledende talsmand for bevægelsen Scotland Stronger in Europe, håber, at noget af det samme sker ved folkeafstemningen om britisk medlemskab af EU næste torsdag.

"I Skotland i 2014 var det tvivlerne, der afgjorde valget, viste målinger. De valgte det sikre. At blive i Storbritannien," siger han.

"Det samme kan ske nu. Der er måske 15-20 procent tvivlere blandt alle vælgere. Dem skal vi have til at stemme, for tvivlere stemmer ofte for det sikre. For status quo."

Scotland Stronger in Europe er en del af den landsdækkende Britain Stronger in Europe, der er tilhængersidens bevægelse. De store partier taler her med samme stemme.

Tilhængerne får brug for hver en stemme. Målinger i de seneste dage giver modstanderne flertal, men britiske målingsinstitutter har før lavet solide skæverter.

Nederlaget til de skotske nationalister i 2014 blev større end forudset. Ved parlamentsvalget i maj i fjor sagde målingerne, at intet parti ville få flertal. Det endte med, at de konservative fik flertal.

En komité af akademikere undersøgte siden målingerne og nåede frem til, at institutterne er for ringe til at sammensætte repræsentative grupper.

Avisen The Guardian har skrevet, at institutterne har arbejdet med problemet. Om det har hjulpet, ved vi først efter på torsdag.

I tirsdags udsendte instituttet TNS en måling, der giver modstanderne et flertal på 47 mod 40 procent.

Men siden citerede britisk presse analytikeren Luke Taylor fra TNS for at sige, at intet er givet endnu.

"Der er stadig mange tvivlere. Erfaringen siger, at de overvejende vil vælge status quo,"sagde han.

Nationalbanken må svække kronen forud for Dongs børsnotering 

Storbritanniens EU-historie

Storbritannien, som 23. juni stemmer om fortsat EU-medlemskab, blev optaget i det europæiske fællesskab i 1973.

Her er et overblik over briternes komplekse forhold til EU gennem et halvt århundrede.

1961: Den konservative premierminister Harold Macmillans regering søger om britisk medlemskab af EØF (forløberen til EU) i 1961. Det samme gør i øvrigt Danmark, Norge og Irland.

1963: Den franske præsident Charles de Gaulle nedlægger veto mod briternes optagelse i EØF, som på det tidspunkt tæller seks lande.

1967: Storbritannien søger optagelse igen. Og igen afviser de Gaulle, som frygter, at briternes medlemskab vil medføre splittelse i samarbejdet. Han mener, at Storbritannien ikke er oprigtigt interesseret i fællesskabet.

1973: Efter nye optagelsesprocedurer træder Storbritannien, Danmark og Irland ind i det europæiske samarbejde fra 1. januar 1973.

1985: Den britiske premierminister Margaret Thatcher forhandler en betydelig reduktion af Storbritanniens bidrag til EU-budgettet.

1990: Briterne indtræder i ERM-samarbejdet, der blev indført 11 år tidligere, med det formål at mindske svingninger i valutakurser og for at arbejde hen imod en fælles europæisk valuta.

1991: Da Maastricht-traktaten underskrives og baner vej for blandt andet en monetær union, forhandler briterne et forbehold mod denne. Dermed bliver briterne i fællesskabet, mens eksempelvis danskerne først stemmer nej, men anden gang ja - med forbehold.

1992: Storbritannien tvinges ud af Den Europæiske Valutakursmekanisme (ERM) på grund af store kurssvingninger.

1995: Mens en del EU-lande sløjfer grænsekontrollen som del af Schengenaftalen, forbliver Storbritannien uden for dette samarbejde om åbne grænser.

2016: EU og Storbritannien bliver på et topmøde enige om nye betingelser for samarbejdet, der blandt andet ifølge briterne skal sikre nationale velfærdsydelser og forhindre mere magt til EU.

Kilder: BBC, eu-norway.org og europa.eu

Sandsynlighed for et brexit er øget hos bookmakerne

UK: Brexit-tilhængere har snæver føring ifølge ny måling