Så kom afgørelsen: DONG vandt over Grams solvarme-anlæg

Et solvarme-anlæg til 100 mio. kr., der skulle levere vedvarende energi til beboerne i Gram, er blevet afvist af Energiklagenævnet. DONG, der driver gasdistributions-nettet, klagede over projektet.
Foto: DONG
Foto: DONG

Så kom afgørelsen.

DONG har fået stoppet et planlagt solvarmeanlæg ved Gram i Haderslev til 100 mio. kr.

Anlægget, der ved hjælp af 34.000 kvadratmeter solfangere, en biomassekedel, et damvarmelager og en eventuel elkedel, skulle dække størstedelen af varmeforbruget hos 1.100 husstande med vedvarende energi, har fået tommelfingeren nedad.

DONG klagede over anlægget, fordi selskabet mener, at der er benyttet nogle forkerte samfundsøkonomiske forudsætninger i projektets beregninger.

Energiklagenævnet er enig i den vurdering.

“DONG vandt. Det betyder, at vi i hvert fald i et år mere skal købe naturgas. Det bliver 6-8 mio. kr. i ekstra udgifter, og der er kun en til at få den regning. Det er forbrugerne. Og hele vores projekt er blevet udsat," siger drifschef Lars Damkjær hos Gram Fjernvarme til EnergiWatch.

Hos brancheforeningen Dansk Fjernvarme er man kede af afgørelsen. Her mener man, at sagens afgørelse skyldes politisk nøl, der har gjort det muligt overhovedet at indklage sagen for Energiklagenævnet.

“Afgørelsen forhindrer den grønne omstilling, som politikerne har besluttet. Så længe der ikke sker noget politisk, vil naturgasselskaberne bremse denne type projekter, fordi den indebærer, at der bruges mindre naturgas. Man kan mistænke Finansministeriet, som ejer DONG, i at have den samme interesse," siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 30 dage? Klik her

Renten favoriserer gas

DONG klagede over, at Gram Fjernvarme benyttede sig af en kalkulationsrente på 3,5 pct., mens den anbefalede kalkulationsrente fra Finansministeriet og Energistyrelsen er på fem pct.

Kalkulationsrenten angiver samfundets krav til afkastet på den investerede kapital og anvendes bl.a. i samfundsøkonomiske analyser på energiområdet.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) har tidligere meldt ud, at han vil arbejde for at nedsætte kalkulationsrenten, fordi en høj rente beskyldes for at favorisere gas frem for langsigtede investeringer. Det samme kan læses i regeringsgrundlaget.

Men det er Finansministeriet, der fastsætter renten.

“Hvis ikke finansministeren havde tøvet så længe, så havde der ikke været belæg for at indgive klagen,” siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

“Det er meget frustrerende med at rente på fem procent. Det ødelægger alt. Så kan vi ikke lave noget nyt,” siger drifschef Lars Damkjær fra Gram Fjernvarme.

DONG blokerer solvarme-anlæg til 100 mio. kr.

Energiklagenævnet skriver i sin afgørelse, at hvis der benyttes en lavere rente i et projekts samfundsøkonomiske beregninger, skal der argumenteres godt for, at det er fordelagtigt for samfundet.

“Det ses imidlertid ikke at være tilstrækkelig godtgjort i den konkrete sag, at Haderslev Kommune kan anvende en kalkulationsrente, der er lavere end den af Finansministeriet anbefalede (for øjeblikket 5 pct.),” står der i afgørelsen.

Derudover har Haderslev Kommune godkendt projekter efter, at Energistyrelsen offentliggjorde en ny beregningsmetode. Fordi den gamle og ikke nye beregningsmetode er brugt, er kommunens godkendelse ifølge nævnet baseret på et ufuldstændigt grundlag.

“Utilstrækkelig sagsoplysning medfører som udgangspunkt en afgørelses ugyldighed,” står der i afgørelsen.

Dermed er det uklart, om projektet kan godkendes, hvis beregningsmetoden ændres, og der argumenteres godt for, at projektet er samfundsøkonomisk fordelagtigt for samfundet.

“Så høj en kalkulationsrente er med til at skabe tvivl om afgørelsen,” siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

DONG: Vi er tilfredse

Hos statens energiselskab DONG Energy er man glade for afgørelsen.

Her fastholder man nødvendigheden af, at alle projekter vurderes ens.

“Vi tager afgørelsen til efterretning og er tilfredse med, at klagenævnet er enige med os i, at man ikke lokalt kan arbejde med en anden samfundsøkonomisk rente, og at projekterne skal vurderes på et ensartet grundlag. Jeg synes, den principielle holdning er rimelig klar. Når der står, at kommunen skal bruge det seneste regelgrundlag, så skal kommunen det,“ siger Christan Parbøl, direktør i DONG Energy Distribution.

Hvordan har I det med at blokere et solvarmeprojekt?

“Jeg kan kun sige, at DONG Energy er med i en helt masse grønne projekter. Den her sag handler om at få projekter omkring varmeforsyningen prioriteret på et ensartet grundlag. Jeg synes, det ligger fint i tråd med det. Den grønne omstilling er i gang, men det skal ske på et ensartet grundlag.”

Hvorfor er det så vigtigt at få stoppet?

“Det er vigtigt, at man prioriterer og investerer ud fra de retningslinjer, der politisk er meldt ud. Hvis der måtte komme en ny rente og en ny prioritering, så er det det, man må køre efter,” siger han.

Finansministeriet har tidligere oplyst, at man forventer, at en ny kalkulationsrente udmeldes inden sommerferien.

Klik her og tilmeld dig to gratis daglige nyhedsbreve fra EnergiWatch

Vil du prøve EnergiWatch gratis i 30 dage? Klik her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter