Wind Europe-chef: Det lysner igen for den europæiske vindmølleindustri

At regeringerne med Europa-Kommissionens Wind Power Package og Charter har forpligtet sig til at styrke Europas vindenergiindustri har skabt grundlag for optimisme om udsigterne.
Adm. direktør for Wind Europe Giles Dickson. | Foto: Windeurope / Bickley
Adm. direktør for Wind Europe Giles Dickson. | Foto: Windeurope / Bickley
AF MARKETWIRE

Efter nogle hårde og tabsgivende år for mange selskaber i vindmølleindustrien i Europa er det nu et noget mere positivt billede, der tegner sig.

Det siger chefen for Wind Europe, Giles Dickson, til MarketWire i forbindelse med brancheforeningens årlige vindenergikonference, som afholdes 20-22. marts i Bilbao i Spanien.

”Det lysner igen for vindindustrien i Europa. Takket være nye EU-regler er der sket en forbedring med hensyn til at opnå projekttilladelser. Investeringerne er steget, og rekordmængder vindenergikapacitet bliver auktioneret og bygget,” siger Giles Dickson.

At regeringerne med Europa-Kommissionens Wind Power Package og Charter har forpligtet sig til at styrke Europas vindenergiindustri har skabt grundlag for optimisme om udsigterne.

”Industrien er ved at komme sig. Europas vindforsyningskæde giver igen overskud og bygger de nye fabrikker, der er nødvendige for at nå EU’s mål. Vi er nu overbeviste om, at vi kan komme tæt på EU’s mål om, at vindenergi skal udgøre 35 pct. af elektriciteten i 2030.”

”Men det er forudsat, at Europa fremskynder udbygningen af elnettene for at forbinde alle de nye vindmølleparker,” siger Giles Gickson.

I dag udgør vindenergi til sammenligning 19 pct. af EU’s elektricitet.

I perioden 2024-2030 venter Wind Europe , at der i EU vil blive opsat 200 gigawatt ny vindenergikapacitet svarende til 29 gigawatt i gennemsnit om året.

Men for at nå EU’s målsætninger skal der bygges 33 gigawatt om året i gennemsnit.

I 2023 blev der opstillet 16,2 gigawatt ny vindenergi i EU’s 27 medlemslande, hvilket var rekordhøjt, men altså kun halvdelen af, hvad der kræves for at nå de fastsatte klimamål i 2030.

Den forventede stigning i den årlige udbygning i perioden 2024-2030 reflekterer en kombination af de forskellige landes ambitioner, øgede auktionsvolumener, forbedringer i tilladelsesprocesser for nye vindparker og øgede investeringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også