Europæisk vindchef: Den nye hovedflaskehals for vindenergivækst er elnettet

Hundredvis af gigawatt nye vindmølleparker venter i øjeblikket på deres nettilslutning, anslår Wind Europe.
Giles Dickson er chef for brancheforeningen Wind Europe. | Foto: Pr / Wind Europe
Giles Dickson er chef for brancheforeningen Wind Europe. | Foto: Pr / Wind Europe
AF MARKETWIRE

En udvikling af elnettet skal være af absolut højeste prioritet hos EU og nationale regeringer, for uden en kraftig opskalering af indsatsen på det område, risikerer den grønne omstilling af miste momentum.

Det siger chefen for Wind Europe, Giles Dickson, til Marketwire i forbindelse med brancheforeningens årlige vindenergikonference, som i år afholdes 20.-22. marts i Bilbao i Spanien. 

”Den nye hovedflaskehals for en hurtigere udbygning af vindenergi er udbygningen og optimeringen af elnettene. Udbygningen af nye net går for langsomt.”

”Der er ingen grund til at bygge nye vindmøller uden net, der kan transportere den grønne elektricitet til de steder, hvor efterspørgslen er størst,” siger Giles Dickson. 

Hundredvis af gigawatt venter i kø

Køer af nettilslutninger forsinker rettidig tilslutning af nye vindmølleparker, og hundredvis af gigawatt nye vindmølleparker venter i øjeblikket på deres nettilslutning, anslår Wind Europe. 

”Forsinkelser i udbygningen af onshore- og offshore-netforbindelser bringer den rettidige idriftsættelse af nye vindmølleparker i fare,” siger Giles Dickson. 

I Tyskland meddelte myndighederne for nylig, at op til 6 gigawatt havvindkapacitet er påvirket af forsinkelser i nettilslutningen. De berørte vindmølleparker vil nu komme online med en forsinkelse på op til to år. 

”EU har fuldt ud forstået problemet med sin handlingsplan for elnettet. Implementeringen af denne plan skal være en topprioritet på energiområdet for den nuværende og kommende EU-kommission – og for alle nationale regeringer,” siger Giles Dickson. 

Wind Europe er i øjeblikket ved at skabe sig et mere præcist billede af flaskehalsene for nettilslutning af vindprojekter i Europa, men den første analyse tyder altså på, at tallet kan opgøres i ”hundredvis af gigawatt”. 

Det omfatter både onshore- og offshore-vind kombineret, men det omfatter også projekter, der – af forskellige årsager – aldrig ser dagens lys. 

Udviklere kan for eksempel ansøge om nettilladelser, men senere få deres projekter kasseret, fordi de ikke får godkendelserne på plads- eller udvikleren beslutter sig i processen måske at skrotte det oprindelige projektforslag. 

Et andet element, som også spiller ind, er, at nogle projektudviklere er begyndt at udvikle projekter og ansøge om nettilslutning for derefter – efter tildeling – at sælge deres projekter til større udviklere. 

Derudover kan man også opleve, at udviklere konkurrerer om det samme sted – og det er ikke ualmindeligt. Derfor kan antallet af helt spæde projekter i planlægnings- og udviklingsfasen være meget højere end det endelige antal tilladte og byggede projekter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også