Aagaard vil gennemgå varmeværkers bestyrelser efter elspekulation

Lars Aagaard åbner op for dialog om, hvordan man kan styrke varmeværkers bestyrelsessammensætning og kompetencer, efter syv varmeværker har tabt over 100 mio. kr. på elspekulation.
Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho

Efter syv varmeværkers elspekulation med milliontab til følge er der grund til at se nærmere på værkernes bestyrelser.

Det mener klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, der i skriftlige svar på en række spørgsmål fra Dansk Folkepartis erhvervsordfører Nick Zimmermann forholder sig til varmeværkssagen.

”Det er klart, at den lokale fjernvarmevirksomheds omdømme har betydning for, om nye potentielle fjernvarmekunder vil tilsluttes fjernvarmen. Jeg mener, at det er rigtig ærgerligt, hvis disse sager går ud over den fremtidige opbakning til udrulningen af fjernvarme,” udtaler Lars Aagaard og fortsætter:

”Jeg mener derfor, at det er i sektorens interesse, at der kommer mere fokus på bestyrelsessammensætningen og kompetencer ude i landets fjernvarmevirksomheder. Det understøtter den løbende opbakning til fjernvarme, og det kommer forbrugerne til gavn.”

Spørgsmålene er blevet rejst efter EnergiWatchs afdækning af syv jyske varmeværker, der tabte over 100 mio. kr. på at spekulere i lave elpriser. Regningen blev efterfølgende sendt videre til forbrugerne, hvilket ikke var lovligt ifølge Forsyningstilsynet. 

Hele sagen giver anledning til at se nærmere på, hvordan bestyrelserne i de forbrugerejede varmeværker er strikket sammen.

Seks ud af de syv omtalte værker er forbrugerejede, hvor ejerne - forbrugerne - har valgt bestyrelsen. I flere tilfælde resulterer det i en mangeartet forsamling af kommunalpolitikere, elektrikere, skolelærere og andre erhverv.

Ministeren er heller ikke den eneste, der advokerer for at se værkernes bestyrelsessammensætning i sømmene. Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv har tidligere argumenteret for en professionalisering af branchen som følge af sagen.

”Sagen viser, at det er afgørende med en professionalisering af sektoren, og her er det helt indlysende første skridt at tage et kig på bestyrelseslaget. Man har et ansvar som bestyrelse, og i denne sag har bestyrelserne måske ikke været klædt på til opgaven,” sagde organisationens underdirektør Ulrich Bang.

Vil indgå i dialog

Efter Forsyningstilsynet gik ind i sagen og afgjorde, at varmeværkerne ikke måtte indregne spekulationstabet i forbrugernes varmepriser, skal seks af værkerne betale et millionbeløb tilbage.

Det er en prekær situation for værkerne, der kører efter Hvile i sig selv-princippet. De har dermed ingen penge i selskabet til at betale millionregningen tilbage. Derfor skal tilsynet og værkerne finde en løsning på tilbagebetalingen sammen.

Lars Aagaard har tidligere omtalt forløbet som en ”rigtig ærgerlig sag”, der viser vigtigheden i, at virksomhedernes bestyrelser og daglige ledelse har de rette kompetencer.

Som loven er nu, er der ingen krav til, at bestyrelsen i fjernvarmeselskaber skal besidde specifikke kompetencer eller anvende konkrete principper for god selskabsledelse.

I regeringens klimaaftale om grøn strøm og varme fra 2022 blev det besluttet, at alle kommunale fjernvarmeselskabers bestyrelser skal bestå af mindst to uafhængige bestyrelsesmedlemmer. Det skal ifølge ministeren understøtte en mere professionel og transparent drift.

Seks ud af de syv omtalte værker i varmeværkssagen er forbrugerejede. Derfor åbner ministeren op for en dialog omkring bestyrelserne blandt disse.

”Jeg vil herudover gerne indgå i dialog om, hvordan der kan komme yderligere fokus på bestyrelsessammensætningen og kompetencer ude i alle landets fjernvarmevirksomheder,” udtaler Lars Aagaard.

Spekulationen i elpriserne foregik via selskabet Dansk Kraftvarme Kapacitet (DKVK), der blev stiftet af brancheforeningerne Dansk Fjernvarme og Foreningen Danske Kraftvarmeværker (i dag Decentral Energi) i 2017. Gennem DKVK’s levetid havde selskabet 89 varmeværker som andelshavere.

Forsyningstilsynets adm. direktør Carsten Smidt har tidligere udtalt til EnergiWatch, at der er en risiko for, at andre varmeværker også har indregnet potentielle tab fra spekulation i varmepriserne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også