Norge ændrer vandkraftafgiften for at give elkunder bedre fastprisaftaler

Den norske regering arbejder på tiltag, der skal give elkunder bedre fastprisaftaler fra 1. januar 2023.
Foto: Terje Bendiksby / NTB
Foto: Terje Bendiksby / NTB

I Norge er der meget få elkunder på det private marked, som har en fast pris på el. Ifølge brancheorganisationen Energi Norge har kun fire procent af de norske kunder indgået en fast pris. Til sammenligning har 57 pct. af danskerne, 52 pct .af finnerne og 25 pct. af svenskerne en fast pris på deres strøm.

Nu siger regeringen i Norge, at man arbejder på tiltag, der skal lægge til rette for bedre fastprisaftaler for både private kunder og virksomheder.

"Vi har indført foranstaltninger, der skal hjælpe folk med at håndtere deres høje elregninger i de kommende måneder, men vi kan ikke hvile på støtteordninger over tid. I stedet skal vi arbejde med langsigtede tiltag, der giver sikkerhed for norske elkunder. En vigtig del af dette arbejde er at facilitere fastprisaftaler, der er bedre og billigere end i dag,” siger finansminister Trygve Slagsvold Vedum i en pressemeddelelse.

Den strømintensive industri i Norge har i mange år haft fastprisaftaler, men det har været ualmindeligt på det private marked og knap så normalt blandt almindelige virksomheder.

En af forklaringerne på det er måden, hvorpå norsk vandkraft beskattes med grundrenteskat udover den sædvanlige selskabsskat. For vandkraftværker med en kapacitet større end 10 MW skal der betales grundrenteafgift. Dermed når den samlede skatteprocent op på 59 pct. af overskuddet.

Det særlige ved grundrenteskatten er, at den beregnes ud fra prisen i spotmarkedet på elbørsen Nord Pool. Et vandkraftværk skal således betale grundrenteafgift af spotprisen i stedet for den faktisk aftalte fastpris, det indgår i en fastpriskontrakt. Det undgår man på fastprisaftaler med strømintensive industrier, men der er en risiko, de skal tage højde for, hvis de indgår fastprisaftaler med almindelige virksomheder eller det private marked. Den risiko skal de betale ekstra for, og dermed bliver disse fastprisaftaler dyrere.

Regeringen lover nu, at et af de tiltag, de tager for at forbedre fastprisaftalerne, er at ændre grundrenteskatten for aftaler, der videresælges til fast pris gennem standardaftaler.

Det forudsættes, at fastprisaftalerne vil gælde i tre, fem eller syv år, og at der vil være en maksimal grænse for det pristillæg, der pålægges fra elproducenten til slutkunden.

I Norge har norske forbrugere modtaget elstøtte i vintermånederne december, januar, februar og marts. Elafgiften er også sat ned i januar, februar og marts. Nedsat elafgift videreføres ikke, men regeringen er blevet enige med sin politiske samarbejdspartner SV om at forlænge eltilskuddet frem til marts 2023. De har også forhøjet tilskuddet, så det til efteråret vil udgøre 90 procent af prisen, når det overstiger 70 øre / kWh.

Den norske olie- og energiminister peger på, at eltilskuddet er en midlertidig løsning, og at bedre fastprisaftaler er en vigtig langsigtet løsning på udfordringerne på elmarkedet.

”Det, vi gør nu, er vigtigt for folks forudsigelighed. Støtteordningerne bør være midlertidige og snarere erstattet med en reel mulighed for at sikre økonomisk forudsigelighed gennem fastprisaftaler. Det er ikke mindst vigtigt for erhvervslivet, som ikke er omfattet af elstøtteordningerne”, siger olie- og energiminister Terje Aasland.

Regeringen siger, at forslaget vil blive sendt i høring hurtigst muligt, så det kan behandles i Stortinget til efteråret. Målet er, at de nye regler skal være indført senest 1. januar 2023.

Norge forlænger strømstøtte med et år

Kuldechok medfører Nordens højeste elpris i otte år 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også