Regeringen og partier forhandler om en større varmecheck

Der er brug for mere varmehjælp, mener regeringen og partier, som har holdt første forhandlingsmøde.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) lufter sine tanker om endnu en skattefri varmecheck, efter at regeringen fredag morgen har taget hul på forhandlingerne om yderligere varmehjælp.

Ved forhandlingsbordet skal partierne blandt andet se på indkomstgrænsen for at modtage varmehjælpen. Det siger ministeren, som også lægger op til, at næste check kan blive større.

"Hvis man hæver eller sænker den, vil det selvfølgelig have konsekvenser for, hvor mange husstande der bliver berørt at det," siger ministeren til TV 2 News efter det første møde.

"Vi skal selvfølgelig også se på, hvad størrelsen af checken skal være, og så skal vi se på, hvad det er for nogle varmekilder, man skal have for at få checken."

Dan Jørgensen vil ikke sætte tal på, hvor mange flere penge den næste varmecheck skal være på.

"Men det skal selvfølgelig være noget, der kan mærkes," siger ministeren.

Han tilføjer, at det "nok er mere end et par hundrede kroner". Det siger han til TV 2.

Ifølge Politiken er regeringen dog klar til at bruge en milliard kroner mere til varmehjælp end det, der allerede er aftalt.

Det var i februar, at et smalt flertal i Folketinget vedtog at give lidt over en milliard kroner samlet til omkring 320.000 husstande.

Her blev SF, De Radikale, Enhedslisten og Kristendemokraterne enige om, at hjælpen skulle målrettes husstande med en årsindkomst på mindre end 550.000 kroner.

Med den grænse er estimatet, at omkring 320.000 husstande kan forvente hjælp.

Hjælpen er en skattefri check på omkring 3750 kroner, som dog først udbetales til august og september. Det sene tidspunkt har affødt meget kritik. Statsministeren har forklaret, at det skyldes "teknisk bøvl".

Efter den første aftale er energipriserne steget yderligere med den russiske invasion af Ukraine, og partierne mener, at der nu er behov for yderligere hjælp.

Støttepartiet SF går netop til forhandlingerne med ønske om en ekstra varmecheck på 1,5 milliarder kroner.

"Det er også vigtigt at huske på, at når der igen skal tændes for radiatorerne, vil energipriserne igen være høje," siger partiets energiordfører, Signe Munk.

Partiet vil også afsætte en milliard kroner til grøn omstilling, så man kan få skrottet olie og gas.

Også Enhedslisten vil også gå efter at give flere økonomisk pressede borgere hjælp til at betale regningerne, samtidig med at der skal sættes penge af til at udfase gas.

"Vi ser meget gerne, at det ikke udelukkende er hjælp til dem med gas, men at vi også har en hjælp til de fattigste til deres stigende elregning," siger Søren Egge Rasmussen, energiordfører i Enhedslisten.

De Radikale derimod har på forhånd sagt, at partiet ikke umiddelbart vil være med til at udbetale mere varmehjælp i form af en skattefri check.

Partiet vil stedet bruge penge på at udfase varmekilder, der kører på gas og olie.

Uden De Radikale kan det være svært for regeringen at finde et flertal for endnu en varmecheck.

Venstre er ikke med i den første aftale og er derfor ikke indkaldt til forhandlinger om den næste varmepakke, selv om partiet gerne ville have været med.

"Vi vil gerne have en helt ny aftale. Den aftale, som ligger nu, synes vi er dårlig. Den hjælper slet ikke danskere nok, og den er administrativt bøvlet. Derfor vil vi gerne til forhandlingsbordet," siger Marie Bjerre, klimaordfører i Venstre.

Venstre vil lave en mere simpel aftale og vil minimum bruge 2,7 milliarder kroner til varmehjælp.

Varmehjælp til danskerne kommer tidligst til august

Professor om sen varmehjælp: Politikerne skulle have tænkt sig om

Støtteparti forslår endnu en varmecheck og opfordrer til forhandlinger

Nationalbankdirektør advarer mod en afgiftssænkning på energi: En varmecheck er bedre

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også