Enhedslisten vil hjælpe familier presset af energiregninger

Enhedslisten vil have kompensation for høje energiregninger til pensionister og lavtlønnede på finansloven.
Foto: Philip Davali
Foto: Philip Davali
RITZAU

De stigende energipriser skal ikke ramme de lavtlønnede, de arbejdsløse og pensionisterne.

Det mener Enhedslisten, som i den kommende finanslov vil have en løsning på problemet.

Det siger partiets politiske ordfører, Mai Villadsen.

"Det presser rigtig mange familier, og det presser rigtig mange kontanthjælpsmodtagere og pensionister i hele Danmark," siger hun.

Priserne på energi stiger, fordi en stigende efterspørgsel oven på coronakrisen falder sammen med et lavere udbud, da det har blæst og regnet mindre.

"Det gør mig enormt bekymret, når vi går en jul og en vinter i møde, hvor det kommer til at presse folk på pengepungen og på radiatoren. Derfor skal vi finde en løsning," fortsætter Mai Villadsen.

Konkret vil Enhedslisten bruge midler fra coronakrigskasserne i 2020 og 2021 til at finansiere hjælpen til udsatte familier.

Det skal ske ved at udvide den grønne check for overførselsindkomster, lavindkomster og mellemindkomster.

Et alternativ er at udvide varmetillægget til også at omfatte kontanthjælpsmodtagere og desuden øge det.

Mai Villadsen siger, at det er et krav fra Enhedslistens side, at der findes en løsning i forbindelse med finansloven.

"De kan se ind i en kold vinter og en jul, hvor der måske lige pludselig ikke er råd til gaverne. Og sådan skal det jo virkelig ikke være på grund af nogle ydre omstændigheder," man ikke selv kan styre, siger hun.

Også SF - et andet af regeringens støttepartier - har stillet et lignende krav.

SF ønsker, at den grønne check skal kompensere de lavtlønnede. Det fortæller partiets finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen.

En hjælp til pensionister, som bliver ramt af stigende energipriser, er Dansk Folkepartis vigtigste krav til finansloven. Det siger partiformand Kristian Thulesen Dahl i en skriftlig kommentar.

"De fleste af os, der er på arbejdsmarkedet, skal nok klare en midlertidig ekstraregning på varme. Men det er ikke rimeligt, at de ældre risikerer at måtte skrue ned for varmen, når det bliver koldt, eller undgå at få besøg, fordi det er koldt i deres hjem, fordi de ikke har råd til at betale varmeregningen."

Kristian Thulesen Dahl mener desuden, at hjælpen til pensionisterne skal findes via coronakrigskassen, fordi energipriserne til dels er et resultat af coronakrisen.

Dan Jørgensen: Ingen indgreb på vej mod stigende energipriser

Flertal i Norge for tiltag mod høje elregninger 

Tyskland vil lempe den stigende prisbyrde på energi for forbrugerne

Spansk minister indkalder energiselskaber til møde om øgede elpriser 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også