Regeringen udpeger frizoner for at fremme PTX

Siemens Gamesa og Green Lab Skive får dispensation for elforsyningsloven og dermed frirum til at afprøve nye teknologier. Vigtigt skridt for at sikre dansk PTX-forspring, fastslår mølleproducenten.
Foto: Siemens Gamesa
Foto: Siemens Gamesa

Når den grønne omstilling i Danmark forklares, fremhæves to aspekter som oftest. Dels de nyskabende danske virksomheder, der er gået forrest i udviklingen af vindmøller, havmølleparker og senest grøn brint. Dels fremsynede politikere, der i 1990'erne satsede stort på udbygningen med vedvarende energi.

Mindre besungen er det tredje element i den grønne ligning: Det danske elnet, der med sin kapacitet og fleksible håndtering er lykkes med at indpasse en langt højere andel af den omskiftelige strøm fra sol og vind, end hvad man tidligere troede mulig.

Imidlertid nævnes samme net nu også som en forhindring i at tage næste skridt i den grønne omstilling. Det, hvor strømmen skal bruges i andre sektorer gennem f.eks. Power-to-X. For selv hvis strømmen produceres i umiddelbar forlængelse af det anlæg, der skal lagre den eller forarbejde den videre til brint, skal der betales afgifter for at bruge det kollektive net, hvilket gør de i forvejen umodne teknologier endnu dyrere.

Nu tages der imidlertid politiske skridt mod at løse det problem. Energistyrelsen udpeger onsdag Greenlabs energipark i Skive og Siemens Gamesas brintprojekt i Brande til testzoner, der er undtaget fra elforsyningsloven.

"Vores ambition er, at Danmark skal have det mest fleksible og velintegrerede energisystem i Europa. Det skal GreenLab Skive og Brande Brint være med til at bidrage til, nu hvor vi giver dem friere rammer til at udvikle fremtidens grønne energiløsninger," siger energiminister Dan Jørgensen.

Brint direkte fra møllen

I en helt anden kontekst har Danmark naturligvis en vis forhistorie med fristader. Men i de to midtjyske byer er det altså PTX snarere end THC, der skal eksperimenteres med.

For Siemens Gamesas vedkommende er det pilotprojektet, hvor en eksisterende 3 MW-mølle har fået et elektrolyseanlæg som nabo. En "ø-tilstand", der giver mulighed for brintproduktion direkte fra møllen og uden om elnettet. Dertil arbejder mølleproducenten på at integrere en batteriløsning, der blandt andet kan gøre møllen i stand til at hjælpe med at stabilisere nettet.

Over det seneste år har Siemens Gamesa kontinuerligt fremhævet projektet i sine salgsfremstød over for investorer som et solidt bud på en ny type løsning i en nær fremtid. Den fremtid er nu rykket nærmere, konstaterer producenten.

"Med den danske regerings historiske beslutning om at tildele Brande Brint en regulatorisk testzone kan vi nu forske i, hvordan vi udvikler et system, der ned på mølleniveau er kompatibelt til at producere brint offshore og i ø-tilstand," siger Service innovations- og produktchef hos Siemens Gamesa, Poul Skjærbæk.

"Slutmålet er at have hver enkel mølle-elektrolysesystem til at være i stand til at producere brint uafhængigt af en nettilslutning. Det er frontlinjen af brintinnovation, vi vil forfølge her på vores danske testsite. Dette modige træk er et vigtigt skridt i at sikre Danmark en førende position i den kommende PTX-baserede energiomstilling."

Kan gøre elnet billigere

Mens Siemens Gamesas projekt er relativt begrænset i geografi og skala, er Greenlabs noget mere omfangsrigt. I den skibonitiske energipark er en række forskellige virksomheder inden for ikke blot energiproduktion men også landbrug, industri og mere specialiserede områder som pyrolyse og forskellige forgreninger af Power-to-X forsamlet over foreløbigt 60 hektar.

Greenlabs koncept er, at det giver mening at samle produktion og forbrug på samme sted. I første omgang for at kunne genanvende hinandens restprodukter som f.eks. overskudsvarme. Men med udnævnelsen til regulatorisk frizone, så der ikke skal betales afgifter for at bruge naboens strøm, udvides de anvendelsesmuligheder betragteligt.

Det vil ikke kun være til gavn for brugerne af legepladsen i Skive, fastslår Greenlab. Det kan på sigt også gøre den videre grønne omstilling både hurtigere og samfundsøkonomisk billigere.

"Testzonen fritager potentielt samfundet for en væsentlig omkostningsbyrde. Hvis vi blot fortsætter med at koble nye vindmølle- og solcelleparker til det eksisterende energisystem, vil det medføre enorme belastninger på kapaciteten i elnettet såvel som ekstraregninger for forbrugeren," siger adm. direktør Christopher Sorensen.

"Med testzonetilladelsen bliver det nu muligt at afprøve nye teknologier og innovative forretningsmodeller i praksis med det formål at afhjælpe det overbelastede elnet og sikre en hurtigere grøn omstilling."

Ordning fortsat åben

Mens Siemens Gamesa vil bruge ordningen på at kommercialisere sin hybridmølle, stiler Greenlab efter at påvise, at konceptet fungerer og kan danne præcedens for lignende projekter i større skala. Ja, på sigt at det kan danne model for det danske energisystems fremtidige indretning som helhed.

I første omgang er der dog åbnet for, at også andre virksomheder kan opnå dispensationer. Energistyrelsen har fortsat åbent for nye ansøgninger til testzoneordningen, der er en udløber af Energiaftalen fra 2018, hvor det blev besluttet at iværksætte en række initiativer, der kan fremme udviklingen af et smartere og mere fleksibelt energisystem.

Siemens Gamesa vælger dansk partner til unikt brint-projekt

Grøn erhvervspark har fuldskala Power-to-X-anlæg færdigt "inden længe"

Ørsted overrasket over hurtig brintudvikling

Skive får grøn energipark til en milliard

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også