VE-anlæg har gennem mange år i Danmark modtaget støtte af forskellig slags. Formålet har selvfølgelig været at fremme udbygningen med forskellige VE-teknologier og helst og også den teknologiske udvikling inden for samme.

Én af indtægtskilderne for VE-anlæg består i handel med oprindelsesgarantier (også kaldet RECS-beviser), der udgør dokumentationen for, at en given mængde energi er produceret på basis vedvarende energikilder.

Grønne certifikater?

Oprindelsesgarantier i deres nuværende form er i princippet forskellige fra grønne certifikater, der kan siges at være en markedsbaseret støtte ofte som et alternativ til anden form for støtte. I Danmark indførte vi sådanne grønne certifikater i forbindelse med elreformen i 1999 under navnet VE-beviser. Disse blev skrevet ud af loven igen i forbindelse med vedtagelsen af lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven) i 2008. Faktisk nåede VE-beviserne aldrig at blive sat i kraft, før de blev overhalet indenom af forslaget til det første VE-direktiv (senere direktiv 2009/28/EF).

Af bemærkningerne til forslaget til VE-loven fra 2008 ses der ikke konkrete planer om at gøre oprindelsesgarantierne til en del af en støtteordning. Kun er der en bemærkning om, at det daværende forslag til VE-direktiv indeholdt en mulighed for medlemsstaterne til selv at handle med eller tillade private operatører at handle med VE-oprindelsesgarantibeviser. Oprindelsescertifikater behøver således ikke at være forbundet med økonomi.

De økonomiske interesser synes imidlertid klare i realiteternes verden. Af et notat fra Energistyrelsen om markedet for handel med oprindelsesgarantier (24. november 2020) fremgår det, at der i 2019 i Danmark blev udstedt mere end 20 mio. oprindelsesgarantier i Danmark svarende til ca. 99 pct. af elproduktionen fra vedvarende energikilder. Handlen er omfattende. I 2019 importerede Danmark over 12 mio. eloprindelsesgarantier og eksporterede mere end 23 mio. eloprindelsesgarantier – mere end vi selv producerede.

Omsættelige oprindelsesgarantier

Oprindelsesgarantierne for VE-el registreres gennem den europæiske EECS-standard. Det er foregået siden 2001 og er således et 20 år gammelt system. Dermed får oprindelsesgarantierne i realiteten karakter af omsættelige certifikater, der relativt problemløst kan omsættes i alle de knap 30 europæiske lande, der står bag standarden (AIB-landene). Det er grundlaget for den voldsomme import og eksport af oprindelsesgarantier. Ca. 700 mio. oprindelsesgarantier blev der i AIB-landene udstedt i 2019, jf. ovennævnte notat. Med en værdi på ca. 1 EUR pr oprindelsesgaranti/MWh har markedet en årlig omsætning på over 5 mia. kr. Selv om prisen kan svinge, er der et marked i vækst.

I Danmark har der endvidere siden 2011 været oprettet en separat ordning for biogascertifikater, der har sikret omsættelige VE-certifikater for opgraderet biogas, som tilføres gasnettet. EECS har omsat gascertifikater siden 2019. Biogasproducenterne er nu blevet omfattet af det nye VE-II-direktiv fra 2018, der også inkluderer anden form for VE.

Oprindelsesgarantier til alle?

I Danmark er der – modsat Tyskland – blevet udstedt oprindelsesgarantier til alle elproducenter, der baserer sig på vedvarende energikilder. Konkret har det betydet, at også VE-anlæg, der har modtaget anden form for støtte, har kunne supplere omsætningen med salg at garantier/certifikater.

Her på EnergiWatch har Biogas Danmark været ude med advarsler om at ændre på det forhold. Det relaterer sig så til biogas-certifikaterne, men også brancheforening på elområdet (Dansk Energi) har udtrykt støtte til den danske model med oprindelsesgarantier også til VE-anlæg, der har modtaget anden støtte.

Og heri har de støtte fra ministeren. I al fald holdes det i det aktuelle lovforslag L 148 fast i omsættelige oprindelsesbeviser til alle VE-producenter. Det kan imidlertid nå at ændre sig. Faktisk udløber fristen for ændringsforslag først den 22. marts, og senere kan love jo også ændres.

Problemer med de mange oprindelsesgarantier

Fra flere sider har der imidlertid lydt en kritik af handlen med oprindelsesgarantier. Dansk Fjernvarme mener generelt ikke, at omsætning af oprindelsesgarantier gør samfundet grønnere. Og andre, herunder Klimarådet og Ea Energianalyse problematiserer støtten til eksisterende VE-anlæg. Denne er da også med til at øge udbuddet af oprindelsesgarantier på markedet. Det burde alt andet lige føre til lavere priser og dermed en ringere business-case for nye projekter.

Flere har kikket på Tyskland, hvor VE-anlæg, der er blevet etableret med offentlig støtte, ikke også kan få oprindelsesgarantier. De tilhører således de skatteborgere/elforbrugere, der har været med til at finansiere støtten.

Ingen pligt til fortsat at tildele oprindelsesgarantier

Om det er hensigtsmæssigt eller ej at opretholde den nuværende ordning, skal jeg med min juridiske baggrund ikke udtale mig om. Men er det i det hele taget muligt for Folketinget at gå den tyske vej? Et udtryk som ”konfiskation” har været anvendt i debatten, skulle politikerne ophøre med at udstede oprindelsesgarantier til VE-anlæg, der i forvejen har fået støtte.

Om der det ”konfiskation” tænkes på lovgivning med tilbagevirkende kraft eller ekspropriation ved jeg ikke. Men så længe der ikke kræves tilbagebetaling for allerede udstedte oprindelsesgarantier, vil der hverken være tale om ekspropriation eller egentlig tilbagevirkende kraft. Vi har ikke krav på, at skatter og andre forhold skal forblive uændret, uanset om vi investerer i et hus, en bil eller et VE-anlæg.

Folketinget kan godt vægte at opretholde de økonomiske vilkår, der gjaldt, da anlægget blev etableret. Det er set i anden sammenhæng. Og det er tvivlsomt, om det nye VE-II-direktiv vil være i vejen herfor.

Men staten er ikke forpligtiget hertil. I sidste ende er det en politisk beslutning.