Tina Bru er den tredje norske energiminister, som sidder med det store spørgsmål om, hvad fremtiden skal bringe for norsk vindenergi.

Det var Kjell-Børge Freiberg fra Fremskrittspartiet, som var minister, da der sidste april blev indført et stop for nye tilladelser til vindprojekter. Både han og hans efterfølger og partifælle, Sylvi Listhaug blev af vindbranchen betegnet som mere olie- end energiministre.

Sylvi Listhaug har tidligere betegnet sig selv som decideret vindmodstander. Den nuværende minister fra Høyre har taget en salomonsk tilgang, hvilket gårsdagens høring om Norges nye regler for tilladelser til vindprojekter også bar præg af.

Efter en understregning af at Norge har brug for mere vindenergi, men at den skal tage mere hensyn til naturen og lokalsamfundet end hidtil, startede Tina Bru høringen med følgende formaning.

"Mit mål er at reducere konfliktniveauet," sagde hun og startede dermed de indledende høringer, som skal munde ud i en ny ordning for tilladelser til vindparker.

I dag er der ikke blevet givet nye tilladelser siden april sidste år.

Tekniske udfordringer

Høringer, især de offentlige af slagsen, kan godt være lidt af et cirkus, og gårsdagens var ingen undtagelse. Corona-foranstaltninger betød, at det hele foregik digitalt, hvilket resulterede i visse udfordringer. Eksempelvis forsvandt oplægget fra protestgrupperne Nei til vindmøller i Gulen og Folk fra Fjella i en strøm af ekko, mens oplægget fra Lanssammenslutninga av Vasskraftkommuner druknede i, hvad der lød som enten en støvsuger eller en overophedet bærbar computer.

De tekniske problemer er relevante, da de forklarer, hvorfor det var den Norske Turistforening, som fik lov til at starte høringer. De leverede en ganske sønderlemmende kritik af vindudbygningen, men det havde slet ikke været ministerens plan, at de skulle starte.

Den første taler skulle ikke have været en protestgruppe, en forening, et energiselskab, en vindudbygger eller en brancheorganisation. Det var planen, at den første taler skulle have været en udenlandsk mægler, som kunne dæmpe gemytterne. Det skulle være nogen, som er eksperter i at installere vindmøller uden det store drama: Danskerne.

Det danske islæt

Den Danske Ambassade fik derfor ordet som nummer 3, men det var tydeligt, at oplægget var tiltænkt rollen som dagens første.

"På vegne af den danske vindbranche vil jeg præsentere en række tiltag, som har været essentielle for at sikre vindenergiens lokale forankring og accept," startede oplægget fra danskerne:

"Der er stor debat i Norge om vindenergi. Det har der også været i Danmark," sagde ambassadens energiansvarlige.

Han oplistede derefter, og blev lejlighedsvist afbrudt af en babys pludren i baggrunden, de danske tiltag, som har dæmpet den konflikt, som står i lys lue i Norge: De skrappe afstandskrav, værditabsordningen, køberetsordningen og den efterfølgende VE-bonusordning.

"Disse ordninger har betydet, at den lokale accept af vindenergi er blevet øget i Danmark. Vi vil opfordre de norske myndigheder til at besøge Danmark og se fremtidens vindbranche," sluttede oplægget, hvor Vestas senere fulgte op med følgende formaning:

"I Danmark er vi lykkedes med at sætte rigtig mange vindmøller op på trods af en meget større befolkningstæthed [end i Norge, red.]. Det har vi gjort ved at involvere lokalmiljøet tidligt og med lokale fonde."

Den hellige natur

Flere nordmænd påpegede på de sociale medier, at danskerne ikke har noget natur at beskytte.

Og det er da også rigtigt nok, at på trods af at æstetik er subjektivt, skal du nok være Adam Oehlenschläger for at finde den samme naturskønhed i en rapsmark som i en fjord eller et fjeld.

"Ødelæggelsen af natur er lige så stor en trussel mod menneskeheden som klimaforandringer," sagde Norsk Friluftsforening og de resterende miljøorganisationer, hvilket var størstedelen af de 35 organisationer, stemte i med variationer over samme tema.

Det har vindbranchen fundet ud af, og det var påfaldene, at vindbranchen og energiselskaberne ikke nævnte natur med så meget som et ord. Man forsøgte ikke fra branchens side at underkende eller underspille de til tider meget voldsomme billeder, som protest- og miljøorganisationer tegnede af vindmøllers ødelæggende effekt af naturen.

Et spørgsmål om penge

Ikke engang den norske vindsektors enfant terrible, Norweas adm. direktør Øyvind Isachsen, lod så meget som et ord falde om natur.

Direktøren havde grebet muligheden som en videoforbindelse giver og havde bag sig hængt et enormt banner op med teksten Vindkraft Funker, vindenergi fungerer, og udlagde som en general i en bunker branchens overordnede budskaber:

Vindenergi er godt for klimaet, og det er godt for erhvervslivet, sagde han med henvisning til energitunge indsutrier som eksempelvis batteribranchen:

"Og vi ønsker jo ikke, at svenskerne skal forblive relevante, og vi skal blive irrelevante," sagde Norweas direktør.

Vigtigst af alt erklærede han branchens opbakning til en naturresourceskat. Det er en skat, som vandkraft allerede betaler i dag, og det kan ses som en form for norsk afgift for at ødelægge natur. Vigtigst af alt går pengene direkte til kommunen, og idéen er, at hvis vindenergi kan begynde at betale den, ville det resultere i større lokal opbakning på linje med den, som vandkraft i bred udstrækning nyder.

Vestas: Pas på med møllehøjden

Udgangspunktet for høringerne til de nye regler, er NVE's, energimyndighedernes, forslag, som blev præsenteret i januar.

Nye norske vindmøller skal betale mere skat og være lavere 

De indeholdt fem hovedforslag: Hurtigere igangsættelse af projekter efter givet tilladelse, flere penge til kommunen, mulighed for tidligere afslag i processen, mere lokal forankring og ikke mindst en grænse for møllehøjder.

Over en bred kam blev NVE's forslag rost, både af vindbranchen og miljøorganisationer, omend høringens andet danske islæt, Vestas, advarede om, at hvis det norske system for vindenergi skal formes mere i et dansk billede, bør man gøre det efter Danmark anno 2020 og ikke 2018:

"Rammen for opsætning påvirker også optimeringen af teknologivalg," sagde Vestas og advarede mod at en højdebegrænsning på møller eller krav til motorer kan ende med at have en kontraproduktiv effekt, da det kan betyde, at man ikke kan benytte den nyeste og dermed billigste teknologi.

Klar omkring sommer

Tina Brus målsætning er, at der skal stilles et forslag for Stortinget inden sommerferien, hvilket ministeriet bekræfter over for EnergiWatch stadig er ambitionen.

Først skal ministeren dog på digital vis møde de lokale og finde ud af præcis, hvor meget mere vindbranchen skal betale lokalmiljøet, samt hvor skrappe miljøkrav de nye vindparker skal underlægges.

Spørgsmålet er så, om ministerens konfliktdæmpende tilgang lykkes denne gang. Hvis alt går som smurt, vil der kunne blive åbnet for nye vindparker i efteråret 2020 efter halvandet års pause.

Minister forsøger igen at åbne op for nye vindparker

Norges oliefond ramt af udgiftsskandale