Kritiske Aktionærer: Tillykke med Tyra-truslerne, de virkede

På Mærsks generalforsamling kalder Rune Lund, der er folketingsmedlem af Enhedslisten og repræsentant for foreningen Kritiske Aktiionærer, det for dårlig stil at true sig til en Nordsøaftale. Den afgående bestyrelsesformand afviser, at der har været tale om trusler.
Foto: Finn Frandsen, Polfoto
Foto: Finn Frandsen, Polfoto
AF RITZAU FINANS

Mærsk lykkedes - igen - med at true sig til en alt for god handel med staten, da der sidste uge blev underskrevet en ny aftale om olie og gas i Nordsøen, og det skete gennem trusler. Det var budskabet fra Rune Lund, folketingsmedlem for Enhedslisten og repræsentant for foreningen Kritiske Aktionærer.

Den nye aftale giver en skatterabat til A.P. Møller-Mærsk og de andre olie- og gasselskaber i den danske del af Nordsøen, og åbner blandt andet for, at Mærsk og partnerne i DUC kan genopbygge det store Tyra-gasfelt.

Maersk Oil kom i starten af 2016 med en pressemeddelelse, hvor en nedlukning af feltet om få år blev varslet, hvis ikke der kom nye vilkår på plads i en aftale med regeringen.

"Jeg tager hatten af for den bedrift. Man er enten meget dygtige eller omgivet af politikere, der ikke er lige så dygtige," sagde Rune Lund fra talerstolen på Mærsks generalforsamling tirsdag.

Men bag den overfladiske ros lå også en kritik af de forretningsmetoder, der har sikret Mærsk den nye skatterabat, som blandt andre Det Miljøøkonomiske Råd har ment var unødvendige.

"Jeg mener, det er dårlig stil at udsende en pressemeddelelse med en trussel. Men hvorfor skulle man ikke true, det virker jo. Og hvem kan ikke bruge 5 mia. kr. i skatterabat? Det er bare synd, at skatteborgerne skal betale," lød det fra Rune Lund.

Indlægget blev dog afvist af Mærsks afgående formand, Michael Pram Rasmussen, som ikke mente, at der havde været tale om trusler.

"Der er regler, der skal følges i EU, når der sker ændringer i gasforsyningen, så er vi som selskab pligtig til at melde ud om det i god tid. Det må ikke bare komme. Der skal selvfølgelig være forsyningssikkerhed, det er bare det regelsæt, vi følger," sagde Michael Pram Rasmussen.

Mærsk-formanden betegnede det som "polemisk" at kalde forløbet for trusler.

Han erkendte dog, at der formentlig ikke havde været tale om en total nedlukning af Tyra uden en ny aftale, men at der ville blive tale om en meget mindre genopbygning med meget færre arbejdspladser og skattebidrag til den danske statskasse.

"Vi synes, det er en win-win-situation, og det er beregnet, at den her genopbygning kan bidrage med op til 26 mia. kr. mere til statskassen," sagde Michael Pram Rasmussen, som også pegede på, at alle Folketings partier, undtagen Enhedslisten og Alternativet, stemte for den nye aftale.

Medie: Jobfest efter Nordsøaftale er rent gætværk

Afvikling af udvinding i Nordsøen ville være ’ren symbolpolitik’

Nordsø-aftale åbner for dobbeltjackpot til Mærsk

Rambøll-direktør: Nordsøaftale sikrer op til 200 job

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også