Afvikling af udvinding i Nordsøen ville være ’ren symbolpolitik’

Det ville ikke have nogen effekt på hverken klimaet eller den globale efterspørgsel på fossile brændstoffer, hvis Danmark afstod fra at udvinde de resterende reserver i Nordsøen, vurderer eksperter
Foto: Maersk Oil
Foto: Maersk Oil
AF INFORMATION

Et rigt land som Danmark bør slet ikke udvinde olie og gas, når store dele af de kendte olie- og gasreserver på verdensplan nødvendigvis må blive i undergrunden, hvis det skal lykkes at begrænse den globale temperaturstigning til to grader. Det er udmeldingen fra Enhedslisten og Alternativet, der som de eneste partier i Folketinget står uden for den aftale om beskatning af Nordsøolien, regeringen offentliggjorde tirsdag.

Men det vil sandsynligvis ikke have nogen reel betydning for klimaet, hvis Danmark afviklede aktiviteterne i Nordsøen, forklarer professor ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, der forsker i energiplanlægning. Den danske udvinding er nemlig af så beskedent omfang, at den ikke betyder noget for den globale efterspørgsel på olie.

"Både i Danmark og i verden kommer olie og gas til at spille en rolle i energiforsyningen mange år fremover. Det billede kommer ikke til at ændre sig, uanset om man udvinder olie og gas fra den danske del af Nordsøen eller ej," forklarer han.

Brian Vad Mathiesen understreger, at selv om man fortsætter udvindingen i Nordsøen, bør det ikke påvirke det generelle ambitionsniveau for den grønne omstilling. Omstillingen til grøn energi er afgørende, men en afvikling af Nordsøolien skal balanceres med andre samfundshensyn, ligesom der findes andre og mere effektive metoder til at realisere den.

"Der er mange hensyn i energiforsyningen: forsyningssikkerhed, samfundsøkonomi, arbejdspladser og klima. Det bedste, vi kan gøre for klimaet, er at være ambitiøse omkring omstillingen og udvikle teknologier, der kan erstatte fossile brændstoffer i energisystemet. Så længe aftalen ikke giver tilskud til fossile brændstoffer eller i øvrigt påvirker ambitionerne om at elektrificere transportsektoren og afvikle gas som opvarmningskilde, så øger sådan en aftale blot vores forsyningssikkerhed," siger han.

Ingen reelle alternativer

Problemet er, at der ikke findes nogen reelle alternativer til olie, forklarer videnschef i den grønne tænketank Concito, Torben Chrintz. Derfor er det svært at påvirke den efterspørgsel, der driver olieudvindingen.

"Det betyder ikke noget for klimaet globalt, hvis vi stopper med at udvinde olie. Det ville betyde noget, hvis vi afviklede vores olieforbrug. Man bliver nødt til at udfase de fossile brændstoffer i takt med, at vi finder alternativer," siger han

Med den nye aftale sikres det, at Tyra-feltet, der behandler 90 procent af al dansk gas fra Nordsøen, bliver totalrenoveret. Torben Chrintz anerkender, at det kunne have en symbolsk eller moralsk værdi at afvikle produktionen af fossile brændstoffer, men i "virkelighedens verden" må der nødvendigvis være et alternativ først.

"Man må acceptere, at gas er et væsentligt klimaredskab de næste 10-20 år. Det er simpelthen det vigtigste middel, vi har til at fortrænge kul-energi – der er langt værre – fra det europæiske energisystem," forklarer Torben Chrintz.

Han mener omvendt, det kunne have decideret negative konsekvenser for klimaet, hvis der ikke blev udvundet olie fra Mærsk.

"Det er et svært marked. Hvis Danmark holder op med at udvinde olie, ville den globale pris principielt stige en lille bitte smule. Og det ville gøre det mere attraktivt for andre at afsøge mulighederne for at udvinde olie fra arktis eller tjæresand, der er mere klimaskadeligt," siger han.

Brian Vad Mathiesen vurderer ligeledes, at det potentielt kunne bane vejen for værre alternativer, hvis Nordsøolien blev i undergrunden:

"Det er dyrere at producere olie i Nordamerika, hvor man bruger meget forurenende udvindingsmetoder. Og selv om den danske olieproduktion ikke er voldsomt stor, kan den på et principielt plan være med til at skubbe olie fra mere forurenende kilder ud af markedet," forklarer professoren.

Marginal effekt på drivhuseffekten

Med den nye beskatningsaftale mellem Mærsk og den danske stat forventes det, at Danmark vil udvinde 129 millioner tønder olie frem mod 2042. Det vil i alt bidrage med 26 milliarder kroner til statskassen. Ud fra en rent fagøkonomisk betragtning bør Danmark altså ikke afstå fra at udvinde og eksportere naturressourcerne, forklarer professor i miljøøkonomi og vismand i Det Miljøøkonomiske Råd, Lars Gårn Hansen.

Han vurderer også, at den danske udvinding af gas og olie er ubetydelig for klimaet og det globale energiforbrug. Men det er et legitimt politisk spørgsmål, om man alligevel vil reducere olieudvindingen i Nordsøen:

"Det ville være ren symbolpolitik. Det er dansk enegang med særligt høje ambitioner om CO2-udledning jo også. Det har en marginal effekt på drivhuseffekten. Symboler kan jo også være vigtige," siger han.

Lars Gårn Hansen påpeger, at den danske enegang på klimaområdet generelt er forbundet med samfundsøkonomiske omkostninger. Det ville også være tilfældet, hvis man afstod fra at udvinde ressourcerne i Nordsøen.

"En total udfasning af aktiviteterne i Nordsøen ville medføre betydelige samfundsøkonomiske omkostninger, så det er ikke noget, vi anbefaler," forklarer han.

Det er klimahykleri

Enhedslisten fastholder, at Danmark, som et velstående land, har et særligt ansvar for at gå forrest i afviklingen af fossile brændstoffer. Ellers kan vi ikke med troværdighed bede de store olieproducerende lande om at lade deres reserver blive i undergrunden, mener partiets klimaordfører Maria Reumert Gjerding.

"Det er et faktum, at en forudsætning for at overholde de internationale klimaambitioner er, at 80 procent af de kendte forekomster af fossile brændstoffer skal blive i undergrunden. Derfor må vi også, som et af verdens rigeste lande, lade vores ressourcer blive i jorden," forklarer hun.

Udvindingen af olie i Nordsøen er relativt beskeden. Betyder den noget i et globalt perspektiv?

"Nej, det er ikke de store mængder, der ligger i vores undergrund. Men det er klimahykleri af værste skuffe, når vi insisterer på at udvinde hver eneste dråbe fossile brændstoffer fra vores egen undergrund, når vi samtidig ved, at langt fattigere lande nødvendigvis må lade store dele af deres ressourcer blive i jorden. Det handler om at gå foran på den internationale scene. Vi skal også være med til at tage svære beslutninger. Nogle af dem, der gør ondt."

Er det symbolpolitik?

"Symbolpolitik har en negativ klang, men det handler om at sende et signal til verden om, at det både er muligt og nødvendigt at træffe svære beslutninger i klimakampen. Det handler om vores troværdighed, når vi kalder os selv grønt foregangsland."

**** DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Information ****

Nordsø-aftale åbner for dobbeltjackpot til Mærsk

Rambøll-direktør: Nordsøaftale sikrer op til 200 job 

Mærsk: Nordsø-aftale understøtter vores vækstplaner

Nordsø-aftale får blandet modtagelse 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også