Maersk Drilling: Optioner kan opfylde 2018-mål

Med onsdagens bestilling af en ny borerig – og optioner på to mere – kommer Maersk Drilling meget tæt på at kunne opfylde sit 2018-mål, vurderer selskabet.
Her er det nemlig meningen, at borerigdivisionen skal levere 1 mia. dollar i overskud til A.P. Møller – Mærsk – et løft fra 347 mio. dollar i 2012.
De nuværende 16 rigge i flåden og nu otte i ordrebogen er ikke helt nok til at nå målet, men med en eller to flere i et lignende prisniveau – som Maersk Drilling netop har fået option på hos koreanske Daewoo Shipbuilding – burde milliarden være i rækkevidde, fortæller kommerciel direktør Martin Fruergaard til Ritzau Finans.
Den jack-up-rig, Maersk Drilling netop har bestilt, har allerede en kunde i hus i form af en femårig aftale med BP i Norge til 812 mio. dollar (4,5 mia. kr.), der endda kan blive forlænget med fem år oveni.
Kunder i hus
Og også for de to rigge, selskabet nu har option på – som ligeledes er bygget særligt til det barske miljø i Nordsøen – vil Maersk Drilling gerne have kunderne i hus, før der eventuelt sættes blæk på ekstrabestillingen hos værftet.
"Optionerne kører nogle måneder endnu, så vi har tid nok til at gå ud og finde en ny kontrakt," siger Martin Fruergaard og uddyber:
"Vi vil kigge på, om vi kan finde nogle attraktive kunder, der skal bruge de her rigge, og vi er fortsat positive omkring det norske marked."
Med dagens ordre kommer Maersk Drilling op på 10 rigge i norsk farvand – når man tæller de endnu ikke leverede med – og det gør Mærsk-datteren til den ”klart største” spiller i landet med dertil hørende stordriftsfordele ifølge Martin Fruergaard.
Maersk Drilling bestiller jack-up til 3,6 mia. kr.
/ritzau/FINANS