Biogasselskabet Agri Energy Vrå udvider med en ekstra direktør. Søren Greve Olesen gør adm. direktør og ejer Daniel Overgaard Pedersen selskab i direktionen og kommer med 20 års erfaring fra rådgivningssektoren.
Det fremgår af en pressemeddelelse, at den erfaring skal sættes i spil for at styrke samarbejdet med leverandørerne til Agri Energy Vrå.
”Søren bringer en god kombination af erfaring og forståelse for landbruget til bordet, og vi er glade for at byde ham velkommen på holdet,” udtaler Daniel Overgaard Pedersen.
”Vi er overbeviste om, at hans erfaringer og lederskab vil være afgørende for vores fortsatte succes, og vores evne til at gøre en positiv forskel i både landbrugs- og energisektoren,” tilføjer han.
Daniel Overgaard Pedersen vil fortsat være adm. direktør, men overdrager en del af ansvaret til Søren Greve Olesen, der bl.a. skal stå i spidsen for drift, organisation og personale. Søren Greve Olesen udtaler i meddelelsen, at det er ”en ære” at få blive indlemmet i Agri Energy Vrås ledelse.
”Jeg er overbevist om, at vi sammen kan skabe en endnu stærkere og mere bæredygtig fremtid, for både selskabet og det lokale landbrug,” udtaler han.
Agri Energy Vrå har Daniel Overgaard Pedersen som hovedaktionær, mens også investeringsselskabet DBC Invest har en større ejerpost. Selvsamme Daniel Overgaard Pedersen, der også er svineproducent og medlem af Danish Crowns andelsbestyrelse, stiftede selskabet i 2022. Virksomheden er i gang med at indlemme leverandørerne i ejerkredsen.
”Virksomheden er inde i en rivende udvikling, med mange spændende projekter i pipeline — herunder særligt den igangværende proces omkring inddragelse af virksomhedens leverandører i ejerkredsen. Derfor er det vigtigt at vi også udvikler organisationen, således at virksomheden rustes bedst muligt til fremtiden”, udtaler Daniel Overgaard Pedersen.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie AgriWatch)