
Oliepriserne stiger torsdag morgen for anden dag i streg. Organisationen af Olieeksporterende Lande og dets allierede, kendt som Opec+, kan ved et møde torsdag beslutte sig for at holde produktionen nede, og det har givet et skub til oliepriserne.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 64,62 dollar mod 64,30 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 61,74 dollar mod 61,55 dollar onsdag eftermiddag.
Opec+ overvejer fortsat at holde olieproduktionen nede i april i stedet for at øge produktionen, som ellers planlagt. Coronavirusset gør fortsat efterspørgslen usikker, har tre kilder fra Opec+ fortalt Reuters.
"Opec+ afholder nu møder for at diskutere en aftale om produktionsniveauet. Det har øget forventningen om en fortsat nedskæring i produktionen, hvilket også har påvirket markedet," har ANZ skrevet i en rapport ifølge Reuters.
Samtidig har der været et fald i beholdningen i de amerikanske olielagre.
Kommission klandrer Total for håndtering af livsfarligt gaslæk
Opec+ overvejer uændret produktion i april - olieprisen stiger