Benzinpriser kan stige efter droneangreb i Saudi-Arabien

I begyndelsen af den kommende uge kan det blive dyrere at tanke bilen efter et droneangreb i Saudi-Arabien.
Det kan få betydning for olie- og benzinpriserne i Danmark, at to store olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien blev ramt af droneangreb lørdag. | Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Jeppe Vejlø/Ritzau Scanpix
Det kan få betydning for olie- og benzinpriserne i Danmark, at to store olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien blev ramt af droneangreb lørdag. | Foto: Jeppe Bjørn Vejlø/Jeppe Vejlø/Ritzau Scanpix
AF RITZAU OG ALBERT RØNNING-ANDERSSON

Det kan få betydning for olie- og benzinpriserne i Danmark, at to store olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien blev ramt af droneangreb lørdag.

Sådan lyder det fra cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen, som dog ikke vil sætte kroner og øre på stigningen.

"Det er et ganske betydeligt tilbageslag i produktionen, som vi kommer til at se på kort sigt, og det kan altså godt få en priseffekt her i begyndelsen af ugen," siger han.

Når han ikke vil gætte på bestemte beløb, skyldes det, at olieprisen strukturelt er aftagende.

"Det er som følge af både lavere efterspørgsel på olie og også en afmatning, som vi har set i verdensøkonomien."

"Men det her kan give anledning til, at olieprisen stiger med nogle dollar per tønde, måske mere. Det er helt sikkert, selv om det er svært at sige mere, "lyder det.

Helge J. Pedersen forklarer, at prisen på olie kan stabiliseres, hvis andre lande skruer op for deres produktion.

"At olieprisen stiger kan jo øge incitamentet for andre lande, som har ekstra kapacitet at give af, så de kan tjene lidt ekstra ved at fylde hullet ud."

"Landene kan øge deres produktion for både at få gevinsten, men også for at stabilisere olieprisen," forklarer han.

Opec (Organisationen af Olieeksporterende Lande) er en organisation bestående af 14 lande, der har det til fælles, at deres økonomi påvirkes væsentligt af olieeksport.

"Opec-landene har reduceret deres olieproduktion for at stabilisere olieprisen, så på globalt plan er der mulighed for, at man kan øge produktionen, hvis det bliver nødvendigt, nu hvor Saudi-Arabiens produktion falder tilbage," siger Helge J. Pedersen.

De angrebne anlæg er drevet af det statslige saudiske olieselskab Aramco. Det skriver, at produktionen er reduceret med 5,7 millioner tønder råolie om dagen.

Det svarer til over halvdelen af landets olieproduktion og dermed omkring fem procent af verdens daglige olieforsyning.

Iran afviser indblanding i droneangreb

Lørdag nat dansk tid beskyldte USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, Iran for at stå bag droneangrebene på to saudiske olieanlæg.

I dag, søndag, afviser det iranske Udenrigsministerium de amerikanske anklager om at stå bag droneangrebene,

”Det er en del af USA’s politik og det pure opspind,” oplyser det iranske ministerie, ifølge nyhedsbureauet AP.

I foråret i 2018 trak USA's præsident, Donald Trump, USA ud af en atomaftale med blandt andet Iran og indførte hårde sanktioner mod landet, hvilket har svækket den iranske økonomi.

For nylig udtalte Trump, at han gerne vil mødes med Rouhani for at diskutere forholdet landene imellem.

Rouhani har sagt, at han ikke vil mødes med Trump, før USA løfter sanktionerne mod Iran.

USA beskylder Iran for at stå bag angreb på saudisk olieanlæg

Droneangreb rammer to af Aramcos olieanlæg i Saudi-Arabien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Photo: Ming Yang Smart Energy

Kinesiske havmøller tæt på at bryde igennem i Europa

For abonnenter

Læs også