USA beskylder Iran for at stå bag angreb på saudisk olieanlæg

Droneangreb ramte lørdag to store olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien. USA mener, at Iran står bag.
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, beskylder Iran for at stå bag lørdagens droneangreb på to saudiske olieanlæg. | Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, beskylder Iran for at stå bag lørdagens droneangreb på to saudiske olieanlæg. | Foto: Mandel Ngan/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

USA beskylder Iran for at stå bag lørdagens droneangreb på to saudiske olieanlæg.

Det skriver USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, på Twitter.

"Iran står bag næsten 100 angreb mod Saudi-Arabien, mens Hassan Rouhani (Irans præsident, red.) og Javad Zarif (udenrigsministeren, red.) udgiver sig for at beskæftige sig med diplomati," skriver Pompeo.

"Midt i al snakken om nedtrapning har Iran udført et hidtil uset angreb mod verdens energibeholdning."

Pompeo opfordrer samtidig alle lande til at fordømme Irans angreb og advarer, at Iran vil blive holdt ansvarlige for angrebet.

Udenrigsministeriet har ikke fremlagt beviser, der bakker op om Pompeos anklager.

Pompeos udtalelser kommer, efter at en talsmand for de iranskstøttede houthi-oprørere i Yemen lørdag sagde, at bevægelsen stod bag droneangrebene på olieanlæggene i det østlige Saudi-Arabien.

I en pressemeddelelse oplyser det statslige olieselskab Saudi Aramco, at angrebene har ødelagt halvdelen af Saudi Arabiens olieproduktion.

Aramco skriver, at produktionen er blevet reduceret med 5,7 millioner tønder råolie om dagen.

Det svarer til mere end fem procent af den globale olieproduktion.

Saudi-Arabien er verdens største olieeksportør og afskiber mere end syv millioner tønder råolie om dagen til destinationer rundt om i verden.

Houthierne har foretaget adskillige angreb over grænsen i den seneste tid.

Gruppen betegner angrebene som gengældelse for de saudiskledede luftangreb i Yemen.

I foråret i 2018 trak USA's præsident, Donald Trump, USA ud af en atomaftale med blandt andet Iran og indførte hårde sanktioner mod landet, hvilket har svækket den iranske økonomi.

For nylig udtalte Trump, at han gerne vil mødes med Rouhani for at diskutere forholdet landene imellem.

Rouhani har sagt, at han ikke vil mødes med Trump, før USA løfter sanktionerne mod Iran.

Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, har ifølge landets statslige nyhedsbureau, SPA, sagt til Trump, at Saudi-Arabien "har viljen og evnen til at konfrontere og tage sig af denne terroristorganisation".

Ikke alle er enige i Pompeos udtalelser. Demokratisk senatsmedlem Chris Murphy skriver på Twitter:

"Dette er en så uansvarlig simplificering, og det er sådan, at vi ender i åndssvage krige."

"Iran støtter houthierne, men det er ikke så simpelt som houthier = Iran," skriver han på Twitter.

Droneangreb rammer to af Aramcos olieanlæg i Saudi-Arabien 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Ming Yang Smart Energy

Kinesiske havmøller tæt på at bryde igennem i Europa

For abonnenter

Læs også