Fjernvarmen: Dansk Energi tager helt fejl
Dansk Energi er helt afmarcheret, når organisationen mener, at Danmark bør holde igen med udbygningen af fjernvarme.
Sådan lyder det fra Dansk Fjernvarme, efter at Dansk Energi i går var ude med budskabet om, at individuelle løsninger i mange tilfælde er billigere end kollektive, og at kongeriget snart har nået smertegrænsen for udbygning af fjernvarmenettet.
Dansk Energi: Danmark er tæt på grænsen for udbygning fjernvarme
Dansk Fjernvarme mener, at de store rørløsninger er den bedste måde at tackle klimaudfordringerne og den stigende andel af strøm af vindmøller.
”På ingen anden måde kan vi i dag regulere og balancere det samlede energisystem,” siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, i en meddelelse.
Dansk Energi har udarbejdet en analyse, der viser, at individuelle varmepumper er mere energiøkonomisk end centrale varmepumper, mens det for biomasse gælder, er centrale løsninger er bedre end individuelle.
Organisationen hæfter sig ved, at man ved individuelle varmepumper slipper for varmetabet i fjernvarmenettet.
Dansk Fjernvarme mener derimod, at man med fjernvarme har helt unikke muligheder for at lagre den energi, man ellers ville sælge billigt til udlandet, ved eksempelvis at omdanne den overskydende el til varme. I dag bruges 37 pct. af energien til varme, mens kun 21 pct. bruges til el.
“El kan i dag ikke gemmes som el, men skal bruges nu og her. Dette er ikke nødvendigvis sammenfaldende med, hvornår forbrugerne har brug for lys i pæren, strøm i computeren eller komfuret,” skriver Dansk Fjernvarme.