Spekulationstab sender nordjysk varmeværk i rekonstruktion

Hirtshals Fjernvarmes metode til at blive sin gæld kvit er ikke blevet godtaget af Forsyningstilsynet, hvorfor selskabet nu går i rekonstruktion for at finde en ny løsning.
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Det nordjyske varmeværk Hirtshals Fjernvarme har indgivet en begæring om rekonstruktion.

Det sker som konsekvens af varmeværkssagen, som EnergiWatch løbende har afdækket. Sammen med seks andre værker spekulerede Hirtshals Fjernvarme i lave elpriser via selskabet Dansk Kraftvarme Kapacitet (DKVK) med et trecifret milliontab til følge.

Efterfølgende har Forsyningstilsynet afgjort, at det nordjyske varmeværk skal tilbagebetale et millionbeløb tilbage til forbrugerne, da selskabet uretmæssigt har indregnet noget af tabet i varmepriserne.

Det er denne regning, der nu tvinger Hirtshals Fjernvarme til at gå i rekonstruktion. Det skriver det forbrugerejede selskab i en pressemeddelelse.

”Formålet med rekonstruktionen er at få arbejdsro, så vi kan finde en løsning, som sikrer en sund drift i Hirtshals Fjernvarme og som samtidig skaber tryghed for forbrugerne om fremtidige varmeleveringer. Det er vi helt sikre på, at vi vil lykkes med,” udtaler Hirtshals Fjernvarmes formand Børge Vinther-Jensen i meddelelsen.

I perioden 2018-2021 spekulerede en række varmeværker i elpriserne gennem udbud, som DKVK udstedte. Men da energikrisen indtraf i 2021, skød elpriserne til vejrs, og DKVK gik konkurs og efterladte en regning på godt 160 mio. kr. til syv værker.

Der blev efterfølgende indgået et forlig, hvor de syv selskabers regning endte på 100 mio. kr. Hirtshals Fjernvarmes del lød på 16,1 mio. kr., hvor en del af regningen endte i varmeprisen. Derfor skal selskabet tilbagebetale 2,4 mio. kr. til sine forbrugere.

Da Hirtshals Fjernvarme er forbrugerejet er det en penibel situation. Selskabet har nemlig ikke en pengekasse stående, da indtægter og omkostninger regulerer varmeprisen.

Må ikke sælge kvoter

Hirtshals Fjernvarme havde ellers en løsning på hånden til at blive sin gæld kvit. Varmeværket havde optjent en gevinst via CO2-kvoter, hvis værdi var svarende til tabet fra DKVK-konkursen.

Men ifølge selskabet har Forsyningstilsynet tilkendegivet, at salget af CO2-kvoter ikke må anvendes til at dække spekulationstabet.

”Nu har vi modtaget en meddelelse fra Forsyningstilsynet om, at vi ikke må betale afdrag på forliget med de penge, som vi har tjent ved salg af disse el-CO2-kvoter. Det betyder, at vi ikke kan opfylde det forlig, som vi har indgået,” udtaler Børge Vinther-Jensen.

Formanden understreger samtidig, at varmeforsyningen vil fortsætte som hidtil, og at ledelsen samt bestyrelsen sammen med rekonstruktøren fortsat vil drive varmeværket.

EnergiWatch forsøger at få en kommentar fra selskabets rekonstruktør.

Har truet med klage

Efter Forsyningstilsynet afgjorde, at værkerne ikke måtte indregne tabet i varmepriser, var Hirtshals Fjernvarme ikke blege for at give sin mening til kende om afgørelsen.

Varmeværket var ikke enige i afgørelsen og overvejede derfor at klage over den til Energiklagenævnet, hvis der ikke blev fundet en ”konstruktiv løsning” i sagen.

”Det er imidlertid en lang og omkostningstung proces, hvorfor bestyrelsen i stedet vil forsøge at gå i dialog med Forsyningstilsynet om en konstruktiv løsning,” udtalte Børge Vinther-Jensen i januar.

Hirtshals Fjernvarme leverer godt 85 pct. af varmen til Hirtshals’ borgere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også