Ørsted-aktien fortsætter ned: I laveste niveau i fem år

Ørsteds massive nedskrivninger skyldes en cocktail af udfordringer og problemer, der samlet forringer indtjeningsmulighederne i selskabets havvindenergiforretning i USA.
Foto: Ørsted
Foto: Ørsted
AF MARKETWIRE

Investorerne fortsætter tirsdag med at sælge ud af aktien i energikoncernen Ørsted, som i sidste uge chokerede med nedskrivninger i sin amerikanske forretning, der potentielt set kan løbe op i 16 mia. kr.

Tirsdag ved middagstid ligger Ørsted-aktien 6,2 pct. lavere i 404,50 kr., hvilket er det laveste niveau siden september 2018. Dermed er aktien samlet faldet 27 pct. siden meddelelsen tirsdag i sidste uge om nedskrivningerne.

Kursfaldet svarer til 65 mia. kr. i mistet børsværdi i løbet af den seneste uge.

Ørsteds massive nedskrivninger skyldes en cocktail af udfordringer og problemer, der samlet forringer indtjeningsmulighederne i selskabets havvindenergiforretning i USA.

Det handler om stigende omkostninger til at opføre projekter, forsinkelser i forsyningskæden, stigende finansieringsomkostninger og sværere end ventede forhandlinger med de amerikanske myndigheder om skatterabatter til flere af Ørsteds havvindprojekter.

I første omgang har det medført en nedskrivning af udviklingsporteføljen i USA med 5 mia. kr., men som nævnt ser Ørsted en risiko for, at nedskrivningerne kan stige til 16 mia. kr.

Siden meddelelsen om nedskrivningerne har finanshusene sænket deres indtjeningsestimater for Ørsted, hvilket har givet sænkede kursmål over en bred kam.

”Vi mener, at de seneste nedskrivninger i USA var endnu et realitetstjek for investorer om rentabiliteten af vækst i det udfordrede havvindmarked,” lød det blandt andet fra DNB Markets.

Nedgradering lurer

Tirsdag er det i øvrigt også fremme, at kreditvurderingsbureauet Moody’s har sænket udsigten for Ørsteds kreditvurdering til ”negative” fra tidligere ”stabil”. Dermed varmes op til en mulig forestående nedgradering af kreditratingen.

Dog fastholdes den samlede vurdering på Baa1.

Det fremgår af en analyse fra Moody’s.

”Selv om nedskrivningerne ikke ændrer ved selskabets EBITDA-prognose eller det forventede investeringsniveau i 2023, venter Moody’s, at den modvind, som Ørsted i øjeblikket er oppe imod i USA, vil sætte selskabets kreditnøgletal i en svag position indtil i hvert fald udgangen af 2025,” skriver bureauet.

Den negative prognose for vurderingen betyder, at Ørsted nu er i større fare end tidligere for at få sænket hele sin vurdering.

Den kan dog også svinge tilbage på stabil, hvis der kommer større sigtbarhed om, at Ørsted er i stand til at nå sine kreditmålsætninger.

”En stabilisering vil formentlig også kræve større sigtbarhed i forhold til levering af projekter samt finansieringen af den amerikanske havvindportefølje,” skriver Moody’s.

Der kan komme et nedadrettet pres på vurderingen, hvis Ørsteds finansielle profil forværres og kreditnøgletallene forbliver under målsætningen gennem længere tid.

Det kan også ske, hvis ”selskabets udviklingsprojekter rammer ind i markante yderligere forsinkelser og/eller budgetoverskridelser. En reduktion i statens (den danske stat, red.) støtte, der er indregnet i Ørsted vurdering, ville formentlig også føre til et nedadrettet pres”, skriver Moody’s.

Ørsted var for et par år siden en brandvarm aktie for investorerne, der fokuserede på den grønne profil og attraktive vækstmuligheder inden for vedvarende energi. Det sendte i januar 2021 aktien helt op i 1355 kr.

Siden er kursen dermed faldet cirka 70 pct., og i den sammenhæng er en samlet udbyttebetaling på 37,5 kr. per aktie i perioden kun et lille plaster på såret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Photo: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også