Vestjysk forsyningsselskab går tilbage – men er kommet "tættere på virkeligheden"

Koncernen Vestforsyning går mærkbart tilbage på såvel omsætning som årsresultat. Selskabet forklarer selv, at ny strategi samt ændret regnskabspraksis har fået betydning for regnskabet.
Foto: Vestforsyning
Foto: Vestforsyning

Ser man på de tørre tal i årsregnskabet for 2018, er det gået den gale vej for Holstebros multiforsyningsselskab, Vestforsyning.

Men tilbagegangen på nøgletal som årsresultat og omsætning har sine naturlige forklaringer, hvis man spørger hos selskabet selv.

"Holstebro Kommune har lagt en strategi for sit ejerskab af multiforsyningsselskabet Vestforsyning. Det førte i 2018 til, at Vestforsyning selv lagde en ny strategi. Nu får de nye mål for første gang betydning for Vestforsynings regnskab," skriver koncernen således i en officiel meddelelse.

Aktivitetsniveauet steg ganske vist i 2018. Det lader sig imidlertid ikke afspejle på salget: Vestforsyning omsatte for 656 mio. kr. i 2018, men i fjor lå salget 902 mio. kr. Det er udtryk for en tilbagegang på 27 pct.

Ifølge Vestforsyning hænger det lavere salgstal dog især sammen med, at al samhandel med Maabjerg Energy Center-selskaberne fra 2018 er blevet fjernet fra koncern-omsætningen.

For forbrugerne i Holstebro har 2018 medført en svag stigning i taksterne for vand, varme, el og spildevand.

Tættere på virkeligheden

Vestforsyning bemærker også, at koncernens afdelinger for vand og spildevand er begyndt at opskrive værdien på deres ledningsnet og andre dele af forsyningen. Det sker for at sikre bedre overensstemmelse mellem den regnskabsmæssige værdi og den reelle værdi, lyder det. Opskrivningen er på næsten 1,7 mia. kr. – penge, som er bundet i selskabets formue.

Den øgede værdi af ledningsnettet medfører således større afskrivninger, bemærkes det.

Den større værdi af ledningsnettet hænger da også ifølge Vestforsyning sammen med faldet i overskuddet, som er endnu mere markant end dykket på omsætning.

Overskuddet har måttet barberes ned fra 67,3 mio. kr. for 2017 til 16 mio. kr. for det følgende år.

Til gengæld har opskrivningen af ledningsnettet været med til at skabe større gennemsigtighed i regnskabet og bedre balance mellem takster og regnskab. For afskrivningerne nærmer nu sig det beløb, som selskabet bruger til vedligehold. Det forklarer bestyrelsesformand Nils Ulrik Nielsen:

"Den ændring bringer også regnskabet tættere på virkeligheden. Vi bruger mange penge på at vedligeholde, renovere og udbygge ledningsnettet og andre dele af anlægget. Det vil nu fremgå tydeligere i regnskabet," siger han i meddelelsen.

Forventer mere af det samme

Overskuddet kommer til at gå til at videreudvikle på ledningsnettet og andre dele af det tekniske anlæg, forsikrer selskabet.

I årene 2017 og 2018 opstillede Vestforsyning seks vindmøller i Gedmose, som ligger vest for Holstebro. Disse møller skal forsyne 75 pct. af parcelhusene i Holstebro med strøm. Driftsresultatet for møllerne har været tilfredsstillende, bemærker Nils Ulrik Nielsen.

Forventningerne for 2019 indbefatter en økonomisk udvikling, som er på linje med den for 2018. Desuden kan der ifølge Vestforsyning komme flere regnskabsmæssige justeringer over de kommende år, så selskabet både holder sig ajour med statens og kommunens forventninger.

 

Vestforsyning henter ny direktør i Energi Viborg

Nok et vestjysk energiselskab mister chefen 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Nordex

Nordex får spansk ordre på 124 MW

For abonnenter

Læs også