Better Place er gået konkurs

Opbakningen fra investorerne til Better Place er væk, og elbiloperatøren indgiver nu konkursbegæring.
Foto: Søren Svendsen
Foto: Søren Svendsen
Af Thomas Bo Christensen

Så gik den ikke længere. Elbiloperatøren Better Place Danmark standser sine aktiviteter og indgiver konkursbegæring.

Det meddeler firmaet i en pressemeddelelse.

Det er bestyrelsen i Better Places globale selskab, Better Place Inc, der søndag meddeler, at selskabet indleder en insolvensbehandling. Det sker, fordi investorerne bag det globale selskab ikke ønsker at fortsætte finansieringen, og derfor har Better Place ikke længere midler nok til at fortsætte driften.

"Better Place Inc. har gennem de seneste seks måneder tilpasset strategien og gennemført en markant reduktion af medarbejderantallet og omkostningerne. Dette til trods, har det desværre ikke vist sig muligt at opnå den ellers ventede fortsatte finansiering," skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Konkret medfører det for det danske selskab, at finansieringen fra moderselskabet bortfalder, ligesom tidligere tilsagn om finansiering fra bl.a. Den Europæiske Investeringsbank ikke bliver til noget.

”Det er umådeligt trist, at det for os ender her efter mere end fire års intenst arbejde. Det har hele tiden været en forudsætning, at Better Place Danmark A/S fik adgang til ekstern finansiering i endnu 2-3 år, før selskabet ville kunne stå på egne ben. Der er blevet arbejdet hårdt på at skaffe den nødvendige finansiering helt til sidste minut, men det lykkedes desværre ikke. Vores beslutning om konkursbegæring er derfor det eneste ansvarlige at gøre i den konkrete situation," udtaler Johnny Hansen, administrerende direktør for Better Place Dammark.

Selv om selskabet må trække stikket, mener direktøren, at Better Place indfriede målet om at skabe et nationalt netværk, som gør det muligt for danskerne at køre elbil med samme mobilitet som benzin- og dieselbilerne, men timingen i markedet var simpelthen forkert.

Til Jyllands-Posten fortæller Per Jørgensen Møller, formand for Dansk Elbil Komités bestyrelse, at han ærgrer sig over selskabets konkurs:

"Selvom vi kunne se, at forretningsmodellen ikke holdt, så har der været en vis form for optimisme omkring, at det kunne bedre sig," udtaler han.

Selskabet oplyser, at de ca. 500 kunder hos Better Place er blevet underrettet, og ledelsen, kuratoren og alle partnerne, herunder Renault, vil arbejde for at finde den bedste løsning for elbilejerne.

Better Place etablerede sig i Danmark 1. februar 2009 og har beskæftiget knap 100 medarbejdere. Better Place ejes af Better Place Global og Dong Energy, som er mindretalsaktionær.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Foto: Illustration: Floating Power Plant

Dansk udvikler køber 4 MW-mølle af Siemens Gamesa

For abonnenter

Den 1. juni begyndte Senvions tidligere økonomidirektør Manav Sharma som amerikansk landechef for Nordex. Snart får han en ny fabrik at råde over. | Foto: Senvion

Nordex genstarter produktion i USA

For abonnenter

Læs også