EnergiWatch

Volvo indgår samarbejde med stor batteriproducent – vil bygge "gigafabrik"

Volvo går sammen med den svenske batterivirksomhed Northvolt i et joint venture om batteriudvikling og produktion.

Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Volvo Car Group vil etablere et joint venture med den svenske batterivirksomhed Northvolt.

Det skriver den svenske bilproducent i en pressemeddelelse.

Joint venturet går på at udvikle og producere batterier til den næste generation af fuldelektriske Volvo- og Polestar-biler.

Parterne starter efter planen ud med at oprette et forsknings- og udviklingscenter i Sverige, der idriftsættes i 2022.

"Centret skal bygge videre på batteriekspertisen i begge virksomheder og udvikle næste generation af topmoderne battericeller og bilintegrerings-teknologier, specialdesignet til brug i Volvo- og Polestar-biler," skriver Volvo.

Desuden vil joint venture-aftalen også omfatte etableringen af, hvad der betegnes som en "ny gigafabrik i Europa" med en potentiel kapacitet på op til 50 gigawatttimer (GWh) om året. Produktionen er planlagt til at starte i 2026 og vil have 3000 ansatte, lyder det i meddelelsen. Placeringen af det nye anlæg er endnu ikke besluttet.

Volvo Car Group sigter desuden efter at købe 15 GWh battericeller om året af det eksisterende Northvolt Ett-batterianlæg i Skellefteå, Sverige. Denne del af aftalen forventes at træde i kraft i 2024.

Desuden oplyser bilproducenten, at sideløbende med tidligere annoncerede batteriforsyningsaftaler vil et partnerskab med Northvolt alene sikre det europæiske behov for battericeller.

Afventer godkendelse

Volvo har i forvejen slået fast, at elbiler er fremtiden for selskabet, der i 2025 har som målsætning at sælge 50 procent rene elbiler og udelukkende at sælge rene elbiler inden udgangen af 2030.

"Ved at samarbejde med Northvolt vil vi sikre forsyningen af mere bæredygtige battericeller af høj kvalitet til vores fuldelektriske biler," lyder det bl.a. fra Håkan Samuelsson, administrerende direktør i Volvo Car Group.

Den første bil med battericeller udviklet via joint venture-aftalen bliver den elektriske efterfølger af Volvo Cars' bedst sælgende model, XC60.

"Volvo Cars og Polestar er brancheførende inden for elektrificering og perfekte partnere på den videre rejse, da vi sigter mod at udvikle og producere verdens mest bæredygtige battericeller," udtaler Peter Carlsson, medstifter og administrerende direktør hos Northvolt.

Volvo Cars vil afsløre flere detaljer om fremtidige teknologier på et Volvo Cars Tech Event, der afholdes den 30. juni, lyder det.

Partnerskabet og joint venture-planen afventer endelig forhandling og aftaler parterne imellem, herunder bestyrelsesgodkendelse, fremgår det videre i meddelelsen.

Fornylig hentede Northvolt 17 mia. kr. i kapitalrejsning fra en stribe store investorer, herunder danske ATP.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MobilityWatch)

Northvolt rejser 17 mia. og øger kapacitet med 20 GWh

Northvolt får gigantisk batteriordre fra Volkswagen 

Mere fra EnergiWatch

OK køber varmevirksomhed

Fra 1. november bliver Dansk Varme Service en del af OK-koncernen, som vil styrke sit fokus på det voksende marked.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs