Northvolt rejser 17 mia. og øger kapacitet med 20 GWh

En række pensionsfonde inklusiv danske ATP har investeret 2,75 mia. dollar i Northvolt. De nye midler skal bruges til at opskalere fabrikken i Skellefteå til 60 GWh.
Fabrikken i Skellefteå begynder først at producere batterier senere i år. Men allerede nu er fabrikken opskaleret til 60 GWh. | Foto: PR / Northvolt
Fabrikken i Skellefteå begynder først at producere batterier senere i år. Men allerede nu er fabrikken opskaleret til 60 GWh. | Foto: PR / Northvolt

I takt med at elbilerne gør sit indtog på de europæiske veje, skal der bruges batterier. Og mange af dem.

For at møde den efterspørgsel opskalerer Northvolt nu sin første fabrik, Northvolt Ett, i Skellefteå til 60 GWh om året. For at finansiere udbygningen har Northvolt rejst yderligere 2,75 mia. dollar (16,8 mia. DKK) primært fra pensionsfondene AP1, AP2, AP3 og AP4.

Fabrikken i Skellefteå har allerede haft vokseværk ad flere omgange og vil først producere batterier senere i år. Alligevel føler adm. direktør og medstifter i Northvolt, Peter Carlsson, at det allerede nu er nødvendigt at opskalere, hvis man skal kunne følge med efterspørgslen.

"Vi har en solid base med investorer i verdensklasse og kunder, som deler Northvolts vision om at bygge verdens grønneste batterier, som kan gøre den grønne omstilling mulig for Europa," siger han i en pressemeddelelse.

Investorerne bag Northvolt tæller nøgleinvestorer såsom Goldman Sachs og ikke mindst Volkswagen, som tidligere på året lagde en ordre på 14 mia. dollar (85 mia. DKK) hos Northvolt.

Foruden Volkswagen har også BMW og lastvognsproducenten Scania allerede lagt ordre hos Northvolt. Den svenske batteriproducents heftige vokseværk glæder det danske islæt i investorkredsen, ATP, der har været med i Northvolt helt fra start.

Tilfreds tidlig dansk investor

Det er nemlig ikke kun de svenske pensionskasser, som sender flere penge til det nordlige Sverige. Danske ATP har ligeledes benyttet lejligheden til at øge sin investering i batteriproducenten med knap 900 mio. kroner.

Adm. direktør i ATP, Bo Foged, understreger, at Northvolt for få år siden var en markant mere risikabel investering, end det synes i dag. Udviklingen for selskabet har dog indtil videre gået hånd i hanke med ATP's målsætninger.

"Vi har været med fra starten for to år siden, og det har selvsagt ikke været uden risiko, men Northvolt tænker bæredygtighed ind i hele værdikæden, og det passer spot on til vores ambition om at bidrage til den grønne omstilling og samtidig skabe et godt afkast," siger han i en pressemeddelelse:

"Transportsektoren er i gang med en helt nødvendig omstilling til mere bæredygtige energiformer, og flere løsninger er nødvendige – Northvolt har én af dem, og vi er stolte af, at kunne være en del af udviklingen og samtidig skabe et godt afkast til vores medlemmer."

ATP gik ind i Northvolt med en direkte investering på 650 mio. kr. tilbage i 2019. Dengang var det planen, at Skellefteå-fabrikken skulle have en kapacitet på 32 GWh, omend tankerne om en fordobling i kapacitet allerede blev luftet dengang.

Med den seneste kapitalindsprøjtning fra de svenske pensionsfonde har Northvolt nu rejst 6,5 mia. dollar (40 mia. DKK). Indtil videre har Northvolt, som påbegynder produktionen af batterier på Northvolt Ett senere i år, modtaget ordre for 27 mia. dollar (165 mia. DKK), oplyser selskabet.

Northvolt får gigantisk batteriordre fra Volkswagen

Northvolt køber amerikansk batteriteknologi 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Foto: Ge Renewable Energy

Ørsted eneste byder i havvindudbud