Dansk brintselskab får hug fra børsen i Norge

Everfuel modtager offentlig kritik efter at have forbrudt sig imod insiderreglerne. "Vi tager det meget alvorligt," siger adm. direktør Jacob Krogsgaard.
Foto: Everfuel
Foto: Everfuel

I mandags skrev Oslo Børs et brev direkte til brintselskabet Everfuel, hvor børsen påpegede, at Everfuel har brudt insiderreglerne i Norge.

Det fortæller Oslo Børs om i en meddelelse onsdag.

Sagen har forbindelse til Everfuels opkøb af Danish Hydrogen Fuel, der blev annonceret den 28. december sidste år. På et fremskredent tidspunkt forud for offentliggørelsen – den 29. november – blev der lavet en liste over personer, som havde intern viden om opkøbet.

Denne liste blev imidlertid først delt med Oslo Børs en måned senere. Det skete i forbindelse med offentliggørelsen. Men børsen mener, at listen skulle have været videregivet allerede i slutningen af november, umiddelbart efter at den var blevet til.

I det mindste skulle Everfuel have oplyst om, at oplysningerne kom på et senere tidspunkt, lyder kritikken:

"Oslo Børs mener, at selskabet har forbrudt sig imod pligten til med det samme at oplyse Oslo Børs om enhver beslutning om forsinket videregivelse af inside-information," står der i brevet til Everfuel.

Samtidig understreger Oslo Børs, at hændelsen er ekstra alvorlig, fordi den skete kort tid efter, at selskabet var blevet børsnoteret i oktober. I den forbindelse gennemgik Everfuel bl.a. et obligatorisk kursus i regi af Oslo Børs, som indeholdt oplysninger om regelsættet i forbindelse med noteringen.

"Meget alvorligt"

Over for det norske medie Dagens Næringsliv erkender Everfuels adm. direktør, Jacob Krogsgaard, at sagen er beklagelig.

"Det her er alvorligt, og vi tager det meget alvorligt. Vi skal følge reglerne, der er ikke noget at diskutere – sådan er det. Vi er glade for, at Oslo Børs følger med," lyder det fra direktøren.

Everfuel oplyser videre, at selskabet ikke var bekendt med reglen om, at insiderlisten skulle videregives.

Desuden var man i brintselskabet bekymret for, om en for tidlig indrapportering kunne påvirke pris og timing for opkøbet og vække interesse hos konkurrenterne, skriver Dagens Næringsliv.

Everfuel modtager ingen bøde på baggrund af hændelsen men kan nøjes med en irettesættelse fra børsen.

 

Everfuel overtager Danish Hydrogen Fuel 

Dansk brintselskab overtager norske tankstationer

Dansk brintselskab vil hente 200 mio. kr. på norsk børs 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Ken Bonefeld Nielsen, sikkerhedsrådgiver, Norlys

Norlys forbereder sig på det næstværste

For abonnenter

Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef, DI | Foto: Foto: Søren Nielsen

Tilfredshed med CCS-udspil

For abonnenter

Læs også